Sønderjyske henter en spiller, som har scoret 231 mål på to sæsoner i TMS Ringsted i den næstbedste række.

Haderslev. Sønderjyskes håndboldkvinder bliver forstærket med Caroline Rasmussen, der sidste sæson var topscorer hos TMS Ringsted.

Den 22-årige venstrehåndede højre back har scoret mål på samlebånd de seneste sæsoner i 1. division.

Både Sønderjyske og TMS Ringsted spiller i den næstbedste danske håndboldrække og kæmper for at rykke op.

Den unge back lavede sidste sæson 114 mål i 24 kampe, og året inden blev det til 117 fuldtræffere i 26 kampe.

- Hun er en fysisk stærk back, der kender vejen til målet. Hun er en meget skudstærk spiller, som altid giver modstanderen problemer, siger Sønderjyske-træner Olivera Kecman til klubbens hjemmeside.

Olivera Kecman, der også er sportschef i klubben, vurderer, at det kommer til at give holdet flere kort på hånden i angrebet.

Blandt andet kan det betyde, at Sønderjyskes Emma Kiellberg får en anden skudstærk bagspiller at læne sig op ad.

- Det bliver sjovt og spændende at arbejde sammen med Caroline. Vigtigst af alt så giver tilgangen af en venstrehåndet højre back vores angrebsspil en ny dimension.

- Vi kan spille mere varieret, og det vil også gavne Emma og vores mange gode gennembrudsspillere, mener Olivera Kecman.

Caroline Rasmussen, som også har spillet i Roskilde Håndbold, har fået en etårig kontrakt i Sønderjyske.

/ritzau/