Slut efter 14 år: 'Vil se ham resten af mit liv'
Fredag aften bliver tidligere landsholdsspiller Mads Mensah Larsen hyldet i Royal Arena.

Fredag aften bliver tidligere landsholdsspiller Mads Mensah Larsen hyldet i Royal Arena.

Senest var det Hans Lindberg. Og nu er det Mads Mensah Larsens tur.
Når de danske håndboldherrer spiller opvisningskamp mod Tyskland fredag aften i Royal Arena i en gentagelse af EM-finalen, bliver den nu tidligere landsholdsspiller hyldet for sin karriere i rødt og hvidt.

For landstræner Nikolaj Jacobsen bliver det en speciel oplevelse.
Jacobsen har været træner for Mensah Larsen i Aalborg, Rhein-Neckar Löwen og landsholdet gennem mere end et årti.
Og de to har udviklet et tæt venskab.
»Det betyder meget, vi kan hylde ham. Han har betydet meget for landsholdet, men selvfølgelig også for mig personligt,« siger Jacobsen og fortsætter:
»Det er mærkeligt for mig at sidde her efter 14 år som hans træner og ikke være det mere. Ham vil jeg være i kontakt med resten af mit liv,« lyder det fra landstræneren.
Mensah har været med til at vinde både VM, OL og EM med landsholdet.

Og i det hele taget står landsholdsspilleren i kø for at hylde Mensah, der valgte at stoppe karrieren i kølvandet på EM-guldet i januar.
Emil Jakobsen om Mensah:
»Han kan udfylde alle roller, han bliver bedt om. Mads fortjener den største hyldest af fansene i Royal Arena. Det kan jeg kun unde ham. Jeg tror, det bedste ved Mads er hans person.«
»Han er nok den bedste holdkammerat, jeg har spillet med. Han er der altid for holdet og for én, hvis man har brug for det. Han er en gennemført dejlig person. Ham er jeg rigtig glad for, at jeg er kommet ind på livet af og fået som en god ven. Han betyder meget for mig.«
Mathias Gidsel om Mensah:
»Der er ingen, der kan sige et dårligt ord om ham. Og selv når vi leder efter det, kan vi ikke finde det. Det siger meget om en mand, der stopper efter så mange år.«
»Det er meget sigende, at han tog hele vejen ned til OL-finalen i Lille i 2024 til en slutrunde, hvor han ikke selv kom med. Det er en holdkammerat på et helt vildt niveau. Det må være en af hans store skuffelser, og så ser han alligevel finalen sammen med Lasse Svan. Det er der ikke mange, der havde gjort.«
Simon Pytlick om Mensah:
»Mads’ personlighed er så stor, at den i sig selv fortjener en hyldest. Han er så varmt et menneske, at personen Mads Mensah burde få en hyldest sideløbende med håndboldspilleren Mads Mensah. Han har vundet alt, det må man bare tage hatten af for. Jeg er glad for, at man bliver ved med at hylde store spillere på den måde. Det har dansk håndbold for.«