Et klip med 12-årige i slagsmål ved en sportsbegivenhed lå pludselig på en norsk streamingtjeneste.

Den hændelse har antændt et blussende debatbål i Norge, siden det kom frem i december.

Men det er ikke kun nordpå, der bliver streamet kampe på ungdomsniveau. I Danmark er Dansk Håndboldforbund det seneste forbund, der er hoppet med på den bølge, selvom Børn Vilkår vil have det stoppet.

De har tilbudt klubber, der er interesserede, at få streamet kampe ned til U15-niveau. De opgør kan ses på Danskhaandbold.tv, hvis man opretter en bruger, og indtil 16. januar er det gratis.

Hos DHF mener man, at planen er klar, hvis noget går galt under en streamet kamp.

Oppe i Norge var der det frygtelige tilfælde, hvor der pludselig lå et klip med 12-årige, der sloges. Hvad siger sådan et eksempel dig?

»Aktører ved jo godt, hvornår det ikke er en almindelig håndboldkamp. Når der sker et eller andet usædvanligt, så skal man jo få slukket for kameraet,« siger den administrerende direktør i DHF, Henrik M. Jacobsen.

Hvem skal sørge for det?

»Det er der mange interessenter, der kan. Det kan både ude- og hjemmehold og andre, der er i hallen. Hvis ikke de hurtigt får gjort det, og vi hører om det, så kommer vi til at gøre det. Men jeg tror ret hurtigt, at man vil diskutere det og få det fjernet.«

Han mener, at indholdet er i gode hænder.

»Det ligger på en server, som man kan købe sig adgang til. Når man logger ind, så er det synligt, hvem man er logget ind som. Når man forlader det igen, så er der lukket.«

Det er Børns Vilkår dog ikke enig i – de ønsker i stedet, at DHF slår bremsen i, for der er mange advarselslamper, der blinker. DHF fortæller derimod, at de promoverer sporten.

Hos Sportway, der leverer teknikken, har man kun gode erfaringer fra de tre andre idrætsforbund, som de i forvejen servicerer.

Anders Antonsen, der er country manager for Sportway i Danmark, fortæller, at man hurtigt kan fjerne et klip.

»Der er bemandet, når vi sender kampe, og der er både telefonnummer og mail, man kan kontakte os på.«

»På basketball, ishockey og floorball har vi endnu ikke haft nogen, der har frabedt sig, at der bliver filmet.«

»Strengt juridisk må vi godt filme, og så er det faktisk sådan, at hvis man ikke ønsker det, så skal man forlade hallen. Men det holder jo slet ikke for os, der gerne vil drive en god service. Derfor har vi aftalt med DHF, at det er frivilligt, om man vil være med.«

»Og hvis der er noget indhold, som nogen gerne vil have fjernet, så gør vi det.«

Kan en U15-spiller overskue konsekvenserne af at sige ja eller nej til at blive filmet?

»Det ved jeg ikke. Det vil jeg håbe, at de har en træner eller en forælder, der kan støtte dem i,« siger Antonsen.

Nogle håndboldklubber har frabedt sig at få et kamera i hallen, hvilket hverken DHF eller Sportway har nogen indvendinger imod.