Skjern Håndbold skal fra sommer have en svensker som styrmand på sidelinjen.

Herrehåndboldklubben har mandag præsenteret Oscar Carlén som klubbens fremtidige cheftræner.

Carlén skifter fra et cheftrænerjob i svenske Ystads IF, med hvem han har haft stor succes. Han førte klubben til mesterskabet i både 2022 og 2025 og kan potentielt nå endnu et svensk guld, inden han til sommer rykker mod den jyske vestkyst.

Sportschef Thomas Klitgaard er efter en lang rekrutteringsproces sikker på, at Carlén og Skjern er det rigtige match.

- Sammen med bestyrelsen har jeg været igennem en lang og grundig proces, hvor der har været stor interesse for jobbet og dialog med mange kvalificerede kandidater - både fra ind- og udland.

- Det har været afgørende for os at finde en profil, der matcher både vores sportslige ambitioner, vores værdier og den måde, vi ønsker at udvikle Skjern Håndbold på. I den samlede vurdering var Oscar Carlén det rigtige valg, siger han.

37-årige Oscar Carlén har en fortid som professionel håndboldspiller. Han har blandt andet spillet for Flensburg-Handewitt i Bundesligaen og var i perioden 2007-2011 en del af Sveriges landshold. Flere korsbåndsskader ødelagde dog spillerkarrieren.

Han håber at kunne få Skjern med helt frem til de afgørende kampe om metal.

- Målsætningen om at være en top-4-klub i Danmark er attraktiv og meget tiltalende. Jeg vil vinde. Det er derfor, jeg kommer til klubben. Vi skal ud i Europa igen og være med til at kæmpe om titlerne i Danmark, vel vidende at konkurrencen i toppen af dansk håndbold er hård, siger Carlén.

2. oktober sidste år besluttede Skjern at fyre daværende cheftræner Mathias Madsen efter en skuffende sæsonstart. Siden har den tidligere landsholdsspiller Kasper Søndergaard varetaget jobbet som klubbens cheftræner.

Den tjans fortsætter Søndergaard med at have i resten af sæsonen, inden han til sommer bliver assistenttræner under Oscar Carlén.

Under Søndergaards ledelse har Skjern spillet sig op på femtepladsen og ligner en sikker slutspilsdeltager.

/ritzau/