Skjern Håndbold dummede sig torsdag aften i Champions Leagues gruppe C.

Den vestjyske klub førte med seks mål i anden halvleg i udekampen mod Kadetten Schaffhausen, men den schweiziske klub endte som vinder med cifrene 25-24.

Dermed har begge hold seks point for fem kampe halvvejs gennem gruppespillet.

Gorenje Velenje fra Slovenien har også seks point, men for fire kampe.

De to bedste hold går videre fra gruppen.

Skjern Håndbold med profiler som Anders Eggert, Kasper Søndergaard og Bjarte Myrhol dominerede i det meste af første halvleg, efter at Kadetten Schaffhausen havde haft et par indledende føringer.

Takket være scoringer fra blandt andre Markus Olsson gik Skjern til pause med en føring på 13-9.

I anden halvleg kom det danske hold foran 18-12, men alligevel blev schweizerne lukket ind i kampen.

Det skyldtes blandt andet, at Gabor Csaszar storspillede for Kadetten Schaffhausen og blev kampens topscorer med ni mål.

Med cirka et minut tilbage kunne ungareren have afgjort kampen, da hjemmeholdet førte 25-24 og var en mand i overtal.

Skjern-målmand Emil Nielsen pillede imidlertid et straffekast fra Gabor Csaszar, og så fik gæsterne muligheden for at få point med hjem til Danmark.

Skjerns Kasper Søndergaard forsøgte sig med en afslutning, men skuddet blev blokeret.

Markus Olsson blev topscorer for Skjern med seks mål.

/ritzau/