Ole Nørgaard vil finde ud af, hvorfor Skjerns spillere ikke ramte niveauet i pokalnederlaget til Skanderborg.

Skjern. Skjern Håndbolds cheftræner, Ole Nørgaard, vil have fundet ud af, hvordan hans spillere kunne underpræstere i en sådan grad, at ottendedelsfinalen i pokalturneringen onsdag blev endestationen for de danske håndboldmestre.

I sæsonens første betydende kamp tabte det stjernespækkede Skjern-hold med 26-28 på udebane mod Skanderborg.

- Vi var ikke, hvor vi gerne ville være. Derfor må vi vende det kritiske blik indad. Vi må se på alle faktorer. Var det ferien og indsatsen i ferien, der ikke var god nok, var det optakten og indsatsen i optakten, der ikke var god nok?

- Alle ting er i spil. Facit er, at der manglede 10-15 procent både kollektivt og individuelt. Vi må ærligt erkende, at vi ikke har fået timet tingene ordentligt. Det skal nok komme, når vi i løbet af kort tid får mange kampe i benene, siger træneren til Dagbladet Ringkøbing-Skjern.

Han pakker ikke nederlaget ind i bortforklaringer.

- Vi er forsvarende danske mestre, så vi kan godt droppe alle undskyldninger og tuderi. Vi må stille op til de klø, det her nederlag giver, og så må vi se på, hvad der skal gøres anderledes, siger træneren til avisen.

Anders Eggert, Thomas Mogensen og de øvrige Skjern-profiler har søndag muligheden for at revanchere nederlaget, når rivalen TTH Holstebro venter i Super Cuppen, der er mødet mellem sidste sæsons danmarksmester og pokalvinder.

Skjern spiller første ligakamp i den nye sæson 2. september på udebane mod GOG.

/ritzau/