Med udesejr over KIF Kolding København tog Skjern Håndbold sin fjerde sejr på ni dage.

Brøndby. Et intenst kampprogram er tilsyneladende ikke det store program for håndboldspillerne fra Skjern.

Med en solid præstation vandt Skjern på udebane i Brøndby Hallen med 28-24 over KIF Kolding København. Det er holdets sjette sejr i de seneste syv kampe i den hjemlige liga.

Det er ellers mindre end to døgn siden, Skjern var i Rumænien for at møde Dinamo Bukarest i Champions League, og det var holdets fjerde kamp på ni dage.

Men vestjyderne fandt alligevel overskud til at vinde den svære udekamp.

Midt i anden halvleg så det ellers ud, som om Skjern var løbet tør for energi. Da havde KIF forvandlet pausestillingen på 12-17 til 18-18, men hjemmeholdet slap grebet igen.

Fra 19-19 scorede Skjern fire gange på stribe og kunne forholdsvis ubesværet køre sejren i land.

Den eneste streg i regningen var, at Anders Eggert kiksede to straffekast og til slut måtte overlade den øvelse til Kasper Søndergaard.

Uden at nå sit topniveau var unge Emil Nielsen i Skjern-målet bedre kørende end sine rutinerede kolleger Marcus Cleverly og Søren Haagen i den anden ende.

Skjern forbliver på tredjepladsen, men har nu 14 point for ni kampe. Holdet har spillet en kamp mindre end førende GOG og Bjerringbro-Silkeborg, der begge har to point mere.

KIF Kolding København fortsætter den svingende stime, hvor holdet vinder hver anden kamp.

Ti point i ti kampe rækker til en placering som nummer syv, men der er tæt trafik omkring stregen til top-8, der giver adgang til slutspillet.

/ritzau/