Sportschef i Skanderborg Håndbold, Torben Væver, er afgået ved døden.

Han blev 52 år.

Det oplyser Skanderborg Håndbold på sin hjemmeside.

»Det er med stor sorg at vi i Skanderborg Håndbold må meddele, at Torben Væver i går d. 30. juni kl. 17.35 afgik ved døden på Skejby Sygehus, efter at han i tirsdags 23. juni fik en hjerneblødning, skriver klubben og fortsætter:

»Vore tanker går til hans kone Dorthe Marschall Væver – børn Andreas, Mathias, Kathrine, Cecilie og Marie – svigerbørn – barnebarn og familien.

»Det har været vigtigt for os, at respekten og sorgen for de nærmeste og familien er kommet først – Skanderborg Håndbold har måttet stå i anden række.«

Torben Væver var kendt som en stor ildsjæl i klubben og var blandt andet med til at starte Skanderborg Håndbolds eliteakademi, der er et af de mest succesfulde i landet.

Torben Væver var desuden bestyrelsesmedlem i klubben, der spiller i de bedste håndboldrækker for mænd og kvinder.

I sommeren 2012 blev han af Divisionsforeningen kåret til årets leder i dansk håndbold.