En storsejr over oprykkerne fra Fredericia sendte mandag aften Skanderborg Håndbold op på syvendepladsen.

Håndboldherrerne fra Skanderborg var én sejr fra en plads i semifinalerne i sidste sæsons DM-slutspil.

I øjeblikket kæmper holdet for at holde sig inde i den tætte kamp om top-8 og dermed slutspilspladserne, og mandag kom der to tiltrængte point på kontoen hjemme mod oprykkerne fra Fredericia.

Skanderborg vandt overlegent opgøret med 37-25 og rykkede med sejren op på syvendepladsen, mens Fredericia er nummer ti i Primo Tours Ligaen.

Før mandagens opgør lå Skanderborg og Fredericia ellers side om side med ni point hver, og gæsterne fra trekantområdet bed da også fra sig fra start.

Fredericia fik en formidabel start på kampen med en føring på 4-1, men føringen smuldrede, og i de sidste ti minutter af første halvleg gik Skanderborg fra en føring på 10-8 til 17-10.

Kun et stort comeback efter pausen kunne forhindre en sejr til Skanderborg, men målmand Kristoffer Laursen sørgede med en lang række redninger for, at det aldrig blev et tema.

I den anden ende blev Skanderborgs Marcus Mørk topscorer med syv mål på syv forsøg og var en vigtig brik i hjemmeholdets stensikre sejr.

Der er spillet 10 ud af 26 runder i grundspillet.

/ritzau/