Skanderborg AGF udspiller fransk storklub i Champions League
For anden gang på en uge var Skanderborg AGF overlegen i mødet med Montpellier i Champions League.

For anden gang på en uge var Skanderborg AGF overlegen i mødet med Montpellier i Champions League.

For mange håndboldhold er Montpellier et ubehageligt bekendtskab, men for Skanderborg AGF er den franske storklub tilsyneladende en ønskemodstander.
I hvert fald udspillede østjyderne torsdag aften Montpellier på udebane og tog en overraskende klar sejr på 38-30 i Champions League.
Det var anden gang på en uge, at Skanderborg AGF fik fuldt udbytte mod Champions League-vinderen fra 2003 og 2018.
Franskmændene havde intet modsvar til udeholdets overtalsspil og var end ikke tæt på at få point.
Skanderborg AGF står nu i en gunstig position i kampen om de to pladser, der giver adgang til mellemrunden.
Barcelona cruiser mod gruppesejren med sine otte point efter fire spillerunder, men Skanderborg AGF ligger komfortabelt på andenpladsen med fem point.
Det danske mandskab står derfor med to matchbolde i de sidste to gruppekampe.
Montpellier var foran i kampens spæde start, men efter et kvarter skiftede kampen karakter, da Skanderborg AGF begyndte at spille syv mod seks i angrebet.
Johan Hansen førte an med fire scoringer på lige så mange forsøg i duellen med Montpellier-keeperen Rémi Desbonnet, og Skanderborg AGF gik til pausen med en føring på fire mål.
Den kunne sågar have været større, hvis ikke Emil Lærke og Gustav Bruun havde brændt gæsternes sidste to forsøg.
Hjemmeholdet havde store problemer med at dæmme op for Skanderborg AGF's angrebsspil, der skabte store chancer på stribe.
Godt nok scorede Montpellier indimellem på frit mål, men på bundlinjen var det åbenlyst en god investering.
Samtidig løftede målmanden Magnus Petersen også sit spil gevaldigt, og det var medvirkende til, at forspringet voksede.
Tre scoringer på stribe øgede forspringet til syv mål, og da Kristján Kristjánsson gjorde det til 31-22, var der ikke længere tvivl om udfaldet.
RITZAU