Skanderborg AGF sænker GOG og stryger i DM-finalen
Det bliver Skanderborg AGF, der skal møde Aalborg Håndbold i DM-finalerne i denne sæson.

Det bliver Skanderborg AGF, der skal møde Aalborg Håndbold i DM-finalerne i denne sæson.

Skanderborg AGF leverede lørdag aften en overraskelse og bookede en plads i DM-finalerne i herrehåndbold.
Med en sejr på 33-26 ude over GOG blev det jyderne, der tog pladsen og skal møde Aalborg Håndbold, der tidligere lørdag besejrede Mors-Thy i den anden semifinale.
Skanderborg har over to kampe vist, at holdet lige nu er bedre end GOG. Så enkelt kan det koges ned, selv om fynboerne kæmpede hårdt for sagen foran egne tilskuere i Svendborg.
GOG var favorit i lørdagens kamp, men det kunne ikke ses på halgulvet i Arena Svendborg.
Godt nok bragte Oli Mittun GOG foran 16-13 fem minutter før pausen, men Skanderborg AGF svarede godt tilbage med fem mål i træk.
Det sidste af de fem mål blev sat ind af udeholdets bomstærke bagspiller Emil Lærke, og dermed var Skanderborg AGF pludselig foran 18-16.
GOG troede, at holdet skulle gå til pause bagud med et enkelt mål efter en reducering af Frederik Pedersen ni sekunder før pausen.
Men Skanderborg AGF nåede op i den anden ende med lynets hast, og Johan Hansen leverede en blændende skruebold, som sneg sig til pauseføringen 20-18.
GOG fik kontakt ved 21-21 i starten af anden halvleg, men det jyske modstanderhold svarede igen med fire mål i træk.
Selv om alle i hele hallen kunne se, at Emil Lærke ville hamre på mål fra distancen, så lykkedes det igen og igen for udeholdets bagspiller at score fra otte, ni og ti meters afstand.
Foran 25-21 var GOG for alvor til tælling, og hjemmeholdet var ikke i stand til at komme med et modsvar.
Skanderborg AGF fuldførte den imponerende bedrift og står nu over for sæsonens vel nok vanskeligste opgave i DM-finalerne mod et meget formstærkt Aalborg-mandskab.
/ritzau/