Skanderborg AGF Håndbold (SAH) fortsætter stimen af sejre i European League.
Tirsdag blev det til den tredje sejr ud af lige så mange mulige i gruppespillet, da udekampen mod rumænske Minaur Baia Mare blev slået med de vilde cifre 45-27.
Det var sæsonens med længder største sejr for SAH. 45 scorede mål er samtidig det højeste antal mål, SAH har scoret i samme kamp nogensinde ifølge TV3 Sport.
SAH fik hurtigt godt fat i kampen. 3-3 blev vekslet til den første femmålsføring, da Andreas Søgaard Rasmussen scorede til 11-6 efter 20 minutter.
Halvvejs lød den danske føring på 17-11.
Den østjyske klub fortsatte med at mose hjemmeholdet i anden halvleg, hvor 21-14 blev øget til 25-14 syv minutter efter pausen.
Midtvejs i anden halvleg blev det 32-19 på et forrygende mål af Snorre Bang Krog, og rumænerne var slet ikke i stand til at stoppe ydmygelsen.
I slutfasen kom danskerne helt op på 18 overskydende mål, før det rumænske hold fik lov til at luske i omklædningsrummet.
Med seks point for tre kampe skal meget gå galt, hvis ikke SAH skal blive et af de to hold fra gruppe C, der avancerer til ottendedelsfinalerne.
I gruppens anden kamp tirsdag vandt Granollers ude med 34-29 over Slovan og har dermed tre point foran Slovan med to. Minaur Baia Mare har et point.
Turneringens andet danske hold i gruppespillet, Fredericia, vandt på udebane med 34-27 over slovakiske Presov efter et flot comeback.
Presov kom foran med 7-1 i kampens indledning, før Fredericia kom i gang. Det danske hold fik skabt balance ved 11-11, men var bagud 13-15 ved pausen.
Fredericia fik hurtigt overtaget i anden halvleg, men det var først i det sidste kvarter, at holdet løb fra slovakkerne.
Med sejren har Fredericia tre point for tre kampe på andenpladsen bag tyske Hannover-Burgdorf.
/ritzau/
