Det er altid hedt, når de to ærkerivaler Eurofarm Pelister og RK Vardar 1961 mødes på håndboldbanen.

Men det nordmakedonske derby tog en helt vanvittig drejning i weekenden i scener, der sjældent er set i håndboldverden.

Kampen blev afbrudt undervejs på grund af vilde hooligans, der stormede banen, mens politiet kæmpede med at dæmpe gemytterne. Alt imens så chokerede fans og spillere til, mens det hele eskalerede.

Det var grupperingen Chkembari, der støtter Pelister, som igangsatte kaosset. Først stormede de tribunen under kampen og brugte romerlys i hallen.

Se de chokerende scener øverst i artiklen.

Siden forsøgte de at komme frem til hjemmeholdets gruppering Komiti og kastede flasker og andet i retningen af rivalen, da de stormede banen.

De to holds anførere forsøgte at tale fansene til ro, og det lykkedes på sin vis, da kampen blev færdigspillet.

Men flere nordmakedonske medier skriver nu om, hvilke konsekvenser de skandaløse scener skal have. Her tales om alt fra bøder til karantæner.

Alt er i spil, men ét er sikkert:

Scener som dem, der udspillede sig søndag, vil ingen se igen, lyder konklusionen. Indtil videre er 18 personer blevet anholdt efter urolighederne.

RK Vardar 1961 endte med at vinde opgøret over Eurofarm Pelister med 31-24 og bragte sit tæt på et nyt mesterskab.

Pelister havde danske Kasper Kisum på banen, der nettede fire gange i dramaet.