Intet EM. Intet OL. Det var den virkelighed, der mandag ramte det danske håndboldlandsholds Rene Toft Hansen.

Et smadret knæ koster nu en lang pause i stedet for at stråle i rødt og hvidt ved de kommende turneringer i Polen og Brasilien.

På Instagram fortæller den danske forsvarskrumtap om skaden, der opstod i en ligakamp for THW Kiel søndag aften.

»Håndbold er for mig en fantastisk sport. En sport hvor jeg kan have en masse drømme og mål. Et af dem var at opleve et OL sammen med min bror (landsholdets Henrik Toft Hansen, red.). Den forsvandt i går, sammen med en masse andre drømme og mål for 2016,« lyder det fra Rene Toft Hansen.

Han beskriver, hvad der skete på banen søndag aften:

»Fik i går en modspiller ned over mit knæ, og det viste sig som frygtet at være en alvorlig knæskade. Ledbånd overrevet og korsbåndet stort set overrevet. Det betyder begge dele skal opereres, og at der venter mig en lang pause. Knæet gør heldigvis ikke ondt, men det gør hovedet, med alle de drømme der på et øjeblik forsvandt,« skriver Rene Toft Hansen, der finder en smule trøst i, at han tidligere været igennem et lignende forløb.

»Jeg har ’heldigvis’ prøvet det hele før, og ved hvad det kræver at komme tilbage. Så første nye mål er sat, og det er at komme tilbage endnu stærkere. Tak for alle jeres tanker og pas godt på jer selv og hinanden,« skriver Rene Toft Hansen, der slutter af med et ’godt nytår’.

Trods alt.