Det sydeuropæiske temperament stod i flammer, da franske Marseille og græske PAOK mødtes i Conference League-kvartfinalen torsdag aften.
Og det kunne let have været endt helt galt, da de to fangrupper pludselig rettede opmærksomheden mod hinanden.
For her blev hjernen i den grad slået fra, da fansene pludselig begyndte at beskyde hinanden med fyrværkeri.
På de sociale medier er der flere videoer af de vanvittige scener på Stade Orange Velodrome i Marseille.
Fransk politi måtte gribe ind for at få styr på gemytterne. Men sammenstødene fortsatte ude foran stadionet, og politiet har oplyst, at mellem 50-60 græske fans angreb en politibil.
Der er endnu ingen meldinger om tilskadekomne og anholdte.
De to klubber kan nu med al sandsynlighed se frem til heftige bøder fra det europæiske fodboldforbund, UEFA.
Kampen endte i øvrigt 2-1 til Marseille. Der er returkamp i Grækenland næste torsdag.

