Simone Böhme har valgt en håndboldkarriere i Ungarn. Langt væk hjemmefra.

Og det kan være hårdt ikke at se sin familie mere end et par gange om året.

»Jeg savner min familie hver dag. Jeg kan også godt mærke, når det er sådan, at der er noget fødselsdag eller noget andet med familien, så kan det godt gøre lidt ondt en gang imellem ikke at være hjemme. Til gengæld får man mange gode oplevelser, og det betyder også noget. Men jeg har god kontakt med min familie,« siger Simone Böhme til B.T. Sport.

Udover de mange store oplevelser nyder Böhme tilværelsen i sin ungarske klub, Siófok KC:

»Der er mange måder hvorpå, det ikke kan sammenlignes med Danmark. Generelt er mentaliteten og kulturen anderledes. Det skal man lige vænne sig til. Nu hvor jeg har vænnet mig til det, så tror jeg faktisk, at jeg vil have svært ved den danske kultur. Jeg er rigtig glad for at være der.«

Simone Böhme blev vraget til EM-slutrunden sidste år, men nu er hun altså med til VM-slutrunden i år:

»Jeg synes ikke, at jeg har gjort så meget anderledes for at komme med i år. Hvis man spiller godt og præsterer, så er det den bedste måde at bevise, at man skal med til et VM. Så jeg er selvfølgelig rigtig glad og taknemmelig over, at jeg skal det. Jeg træner hårdt, og vi som hold spiller godt i Ungarn.«

»At spille på landsholdet er altid en kæmpe stor ære. At jeg kan komme til en slutrunde og repræsentere mit land, betyder rigtig meget for mig,« siger den danske fløj.

Simone Böhme ved godt, at den danske befolkning har høje forventninger til holdet. Landsholdet har også forventninger til sig selv, men semifinalen eller finalen er ikke der, hvor de kigger hen imod først:

»Jeg vil rigtig gerne have resultater, og jeg føler, at det er nu, det sker. Jeg ved ikke, om vi føler noget pres som sådan. Det er sådan, det er som sportsudøver. Selvfølgelig er det dejligt, at folk har forventninger, og det har vi bestemt også til os selv.«

»Personligt og generelt for alle, så vil vi gerne vinde, og vi vil gerne vinde alt. Men OL-kvalifikationen er rigtig vigtig, så første mål er top syv,« slutter Simone Böhme.

VM-slutrunden foregår i Japan og spilles fra 30. november til 15. december.