En flok japanske drenge var lidt for stor en mundfuld for Danmarks kvindelandshold.
I den sidste test inden VM sættes i gang i weekenden tabte de danske kvinder nemlig med 27-26 til Konan High School.
Det skriver TV 2 Sport.
Gymnasiedrengene, der i år nåede semifinalen ved de japanske High School-mesterskaber, var i førersædet i det meste af kampen og faktisk var Klavs Bruun Jørgensens mandskab på intet tidspunkt foran i opgøret.
Efter 28 minutter udlignede danskerne til 12-12, inden der i slutningen af kampen også stod 26-26.
Men selvom de danske kvinder gennem kampen haltede efter de japanske drenge, så havde de i kampens sidste angreb alligevel muligheden for at sikre sig et uafgjort resultat.
Den chancen blev dog misbrugt, da de aldrig nåede at sende en afslutning afsted, men i stedet smed en aflevering ud over sidelinjen.
»Vi gav alt for mange kontramål. Vi sløser lidt angrebsmæssigt. De spiller noget offensivt, og det skal vi lige vænne os til. At spille mod nogle hurtige spillere. Det var specielt. Men virkelig fed træning,« siger Stine Bodholdt til TV 2 Sport.
Mie Højlund blev dansk topscorer med fem mål.
Det var Danmarks sidste og eneste testkamp forud for VM-slutrunden i Japan, der begynder lørdag.
Her er de danske kvinder i gruppe med Frankrig, Tyskland, Australien, Korea og Brasilien.
Husk, at du lørdag kan følge Danmarks første VM-kamp mod Australien lige her på bt.dk. Opgøret begynder klokken 12.30.

