Danmark fik sin tredje sejr på stribe ved VM, da Argentina blev banket med 31-20.

Landsholdet havde lidt startvanskeligheder, men fik sat sig på kampen og endte altså med at vinde komfortabelt.

Dermed er danskerne nu klar til mellemrunden, hvor Qatar, Japan og Kroatien venter.

Herunder kan du se B.T.s karakterer til de danske spillere.


Niklas Landin vil være frustreret, når han lægger sig på puden i nat. Den danske anfører ramte slet ikke sit niveau mod Argentina, og vi forventer mere fra verdens bedste håndboldspiller. Karakter: 5


Fik lige godt ti minutter på banen. Og Kevin Møller blev straks udsat for en kæmpe svinestreg, da den argentinske stregspiller tæskede bolden lige i hovedet på ham – efter der var fløjtet af. Det er IKKE i orden. Stram op, dommere. Og Møller – ja, han nåede trods alt også at redde nogle bolde. Karakter: 7


Blev sat på banen, da kampen for længst var afgjort, og på det tidspunkt havde kampen en lidt mærkelig rytme. A-Z nåede selv at brænde to helt frie chancer, så det var heller ikke vildt imponerende. Karakter: 4


Henrik Møllgaard skulle lige bruge lidt tid på at få indstillet sig på det argentinske angrebsspil. Men da han så først havde gjort det, så spillede forsvarschefen en glimrende kamp. Karakter: 8


Fik den sidste del af kampen på banen, da Lasse Svan blev sendt på fyraften.En enkelt stor fejl og et mål blev det til for Hansen. Karakter: 6


Lasse Andersson fik ganske fornuftigt med spilletid, og i angrebet leverede han et par fejl, men også flere gode ting. I forsvaret var Andersson god. Karakter: 7


Den erfarne højre fløj fik lov at spille godt og vel 40 minutter, og det var særligt defensivt, han markerede sig med flere gode aktioner. Der blev dog også til en enkelt scoring. Karakter: 7


Energibundtet Mensah fik sat noget swung i det danske angreb, da han overtog taktstokken. Så var det slut med plejehjemstempo – og det klædte Danmark. Den klart bedste VM-kamp fra Mads Mensahs side. Karakter: 8


Magnus Landin ser stille og roligt ud til at spille sig i form, efter han har mistet både muskelmasse og timing under sin corona-sygdom. Det lover godt for resten af turneringen. Karakter: 8


'Det kan du ikke være bekendt' – sad vi og tænkte i kampens første minutter. Her virkede verdensstjernen lidt uoplagt og sjuskede for meget. Men han demonstrerede sin klasse, som kampen skred frem. Men det skal en spiller af Mikkel Hansens kaliber også gøre. Karakter: 8


Blev fløjet til Kairo i går, og i dag stod Magnus Bramming så på banen til sin VM-debut. Det har mildest talt været et par turbulente dage for Bramming, men det var ikke til at se på TTH-spilleren, der fik sat fem mål i kassen og dækkede fint op. Med tanke på omstændighederne – så får han en ekstra flot karakter i aften! Karakter: 9


Det kan godt være, Magnus Saugstrup ikke er den dansker, der har den største attitude, men han er altså bundsolid. Det er også tydeligt, at Nikolaj Jacobsens tillid til Saugstrup er ved at få vokseværk. Karakter: 8


'21 år, drengesind. Brænder benzin af på Hassan Moustafas Boulevard…' Den unge højre back – 21 år, hvis nogen skulle være i tvivl – er hot, hot, hot i Kairo. Mathias Gidsel leverede endnu en gang varen, og han har altså gang i en voldsomt imponerende debutslutrunde. Mod Argentina imponerede han både med mål og fremragende afleveringer. Nu glæder vi os til at se, om han kan fortsætte med at begejstre os i mellemrunden. Karakter: 8


Det blev lidt for svingende fra Morten Olsens side. Han fik sat nogle gode angreb op, men generelt manglede der tempo med Olsen som playmaker. Karakter: 6


Ikke på banen. Karakter: UB


To afbrændere fra Simon Hald på tre forsøg – det er jo ikke helt meningen… Offensiv var han under niveau, men i forsvaret var det hæderligt. Karakter: 6


Så fik vi for første gang ved VM set prøver på Nikolaj Jacobsens temperament. Landstræneren hidsede sig gevaldigt op i første halvleg, da danskerne ikke fik samlet returboldene op – og i det hele taget leverede lidt en sløv indsats. Om det var den Jacobsen'ske opsang, skal vi lade være usagt – men Danmark kom i gang og vandt uden problemer. Karakter: 8