Hvilken vanvittig triumf!!! Danmark gjorde det! Nikolaj Jacobsens tropper bankede Spanien og er klar til VM-finalen.

Efter endnu en gyser af en afslutning endte danskerne med at vinde med 35-33.

Mikkel Hansen tog en grusom revanche efter nedturen i kvartfinalen, da han med 12 mål gik forrest i den danske fest.

Herunder kan du se B.T.s karakterer til de danske spillere.


Anføreren kunne ikke finde sit niveau i begyndelsen af kampen. En pause på bænken gjorde godt, og da Niklas Landin kom tilbage på banen, var det med missionen om at vise, hvorfor han er kåret til verdens bedste. Og han VILLE vinde. Så I, hvor meget han svinede holdkammeraterne til, når de ikke overholdt aftalerne? Det er ekstremt sjældent, vi ser den slags fra kaptajnen. Redningsprocenten er ikke i top, men han slog til på de allervigtigste tidspunkter. Karakter: 8


Fik chancen i første halvleg, da Niklas Landin ikke rigtig kunne få fat i noget. Han nåede at byde ind med et par redninger, men ikke mere end det. Karakter: 6


Ikke på banen. Karakter: UB


Kom på banen fra anden halvlegs start. Det blev til et enkelt mål på to afslutninger. Karakter: 7


Henrik Møllgaard kæmpede bravt for at binde den danske defensiv sammen mod det spanske småspil. Men han kæmpede lidt for meget til dommernes smag og fik rødt kort efter 40 minutter. Det burde han være for rutineret til, og det efterlod holdkammeraterne i store problemer. Heldigvis gik det alligevel. Karakter: 7


​Ikke på banen. Karakter: UB


Det bliver for hektisk nogle gange i kontrafasen, men der er også mange gode ting fra Anderssons hånd. Havde sine udfordringer i forsvaret. Karakter: 7


​Viceanføreren brændte et par gange, men han er tilgivet, for han endte med at slå det sidste søm i den spanske kiste. Ja tak! Karakter: 8


​Begrænset spilletid. Karakter: UB


Lillebror Landin fortsatte i samme iskolde stil, som han sluttede kampen mod Egypten i. Han var sikker i sine afslutninger fra fløjen og dækkede godt op. Karakter: 8


Han har været syg, har ligget flere dage i sengen og har ikke spist. Og han fik en mental kæberasler med sin bommert mod Egypten. Men Mikkel Hansen er fuldstændig ligeglad. De store spillere leverer i de store kampe – og det gjorde Danmarks superstjerne. Han var fra en anden planet og beviste, at han er verdens bedste angrebsspiller. Han kan alt – og han kan det til perfektion. Det spanske forsvar var statister i señor Hansens show. Vi letter på hatten, vi bøjer os i støvet – og giver dig kæmpe respekt. Karakter: 10


Der skal meget til at slå den iskolde nordjyde ud af kurs – og en VM-semifinale kunne heller ikke gøre det. Hvis ikke Magdeburg allerede havde sikret sig Saugstrup fra næste sæson, så ville en endnu større klub slå kløerne i ham nu. Her har vi en mand, der bliver en vital spiller for Danmark i mange år. Karakter: 9


​Den unge komet leverede endnu en gang varen. Det er vildt imponerende, at 21-årige Gidsel er så uberørt, selvom han står i en VM-semifinale. Han har aldrig været i nærheden af det her niveau eller pres før – men Mathias Gidsel spiller med et kæmpe overblik og en stor sikkerhed. Man skulle tro, han havde ti år mere på bagen. Vi har set en ny stjerne blive født til dette VM. Karakter: 9


​Erfarne Olsen fik rollen som dirigent fra start. Og selvom det har haltet lidt indtil videre ved VM, så viste playmakeren, at hans mentalitet er lavet til de største kampe. Han var kold som en brøndgravers røv og satte angrebsspillet op på en ekstremt begavet måde. Ja, der var også nogle fejl – men det er da flintrende ligegyldigt! Karakter: 9


​Ikke på banen. Karakter: UB


​Nej, nej, nej den afbrænder kunne have været ekstremt dyr! Heldigvis fik det ingen betydning i sidste ende, og Simon Hald slipper med skrækken. I forsvaret kæmpede han med de smarte spaniere. Karakter: 7


Landstræneren åbnede kampen syv-mod-seks og stjal på den måde initiativet fra startfløjtet. Og det havde han faktisk i størstedelen af kampen. Nikolaj Jacobsen havde indstillet den danske offensiv fuldstændig perfekt, og han fortjener også kredit for at give de unge spillere så meget sikkerhed, at de mentalt kan stå distancen i de her kampe, hvor presset er kolossalt. Trænerarbejde på allerøverste hylde. Karakter: 10