Danmark slog Norge 31-28 i den første testkamp før VM.

Landsholdet leverede ellers en sløj indsats i første halvleg, men efter pausen spillede Nikolaj Jacobsens tropper sig op.

Her var det blandt andet Niklas Landin, Jacob Holm og Simon Hald, som imponerede med gode præstationer.

Herunder kan du se karaktererne til de danske spillere.


Anføreren viste fremragende form i kassen, og holdkammeraterne kan takke ham for, at Norge ikke var foran med fem-seks stykker ved pausen. Landin pillede stille og roligt pynten af de norske skytter, og kan han fortsætte de her takter i Egypten, så ser det godt ud. Karakter: 9


Begrænset spilletid. Karakter: UB


Begrænset spilletid. Karakter: UB


GOGs komet fik lov at komme i aktion i anden halvleg, da Magnus Landin fik fyraften. Og Emil Jakobsen var sikker på straffekast og havde ellers ikke så mange nævneværdige aktioner. Karakter: 7


Den danske forsvarschef fik forskellige makkere at prøve sig af med i defensiven, og han SKAL være det stabile element, som de øvrige kan læne sig op ad. Det var Møllgaard egentlig også i udpræget grad, når Danmark rent faktisk nåede at få etableret forsvaret og ikke blev løbet ned af den norske kontramaskine. Karakter: 8


Som den eneste bød Jacob Holm ind med tempo i angrebet i første halvleg. Og det pyntede gevaldigt på et dansk landshold, som spillede en søvndyssende omgang angrebshåndbold. Udover at levere masser af fart i spillet, så bød Holm ind med gennembrud og et godt blik for medspillerne. Det er meget spændende takter fra playmakeren, som må have scoret mange plusser i landstrænerens bog. Karakter: 9


Erstattede Lasse Svan på højre fløjen fra anden halvlegs start. Og det blev til en præstation på det jævne fra Johan Hansen. Karakter: 6


Lasse Andersson spillede frygteligt i angrebet i første halvleg. Ret skal være ret - det var på en uvant position som højre back, men det undskylder ikke fejlene og det hakkende spil. Det blev dog en smule bedre efter pausen i de få minutter, han fik på banen. Karakter: 5


Av, av, av.... Det var voldsomt pinligt, da Lasse Svan blev grebet ud på sit signatur-lob - det havde holdkammeraten Bergerud luret i det norske mål. Den erfarne fløj fik hele første halvleg på banen, før han kunne hvile benene i de sidste 30 minutter. Karakter: 6


Mads Mensah startede opgøret med at lave lidt for mange fejl - ligesom de øvrige danskere. Men som kampen skred frem, blev bagspilleren bedre og bedre. Karakter: 7


Han er lige kommet tilbage efter at have været syg med coronavirus. Og selvom det var ganske hæderligt fra lillebror Landin, så kan man godt se, at han stadig mangler lidt for at nå sit topniveau. Karakter: 6


Vi har efterhånden set det en del gange - Mikkel Hansen er ikke altid toptunet til de her testkampe. Det var han heller ikke torsdag aften mod Norge. I hvert fald ikke i første halvleg. Her spillede stjernen alt for langsomt, selvom der også var glimt af den verdensklasse, han indeholder. I anden halvleg spillede han på et mere stabilt niveau. Karakter: 6


Aalborg-stregen blev sendt i aktion halvvejs inde i første halvleg, hvor danskerne havde en svær periode. Men Saugstrup kæmpede godt i begge ender af banen og leverede en ganske fornuftig præstation. Karakter: 7


Han fik chancen fra anden halvlegs start, og den unge Gidsel smagte på det høje niveau, scorede et par mål og fik tanket noget selvtillid i landsholdstrøjen - slet ikke så tosset. Karakter: 7


Der var for mange tekniske fejl og alt for lavt tempo, da Morten Olsen var spilstyrer. Vi skal bede om meget mere næste gang, tak! Karakter: 5


Ikke på banen. Karakter: UB


Det var på ingen måde en imponerende indsats fra Nikolaj Øris. Han manglede skarphed i sine afslutninger og virkede alt for tøvende i sit spil. Højre backen skal op i gear, hvis han skal kunne gøre en forskel til VM. Karakter: 5


Fik brugt sin store fysik i forsvaret, hvor han ligner det oplagte sidekick til Møllgaard. Og i angrebet var Hald sikkerheden selv på de afslutninger, han kom frem til. Flot, flot kamp af stregspilleren, der imponerede stort - hvis han kan holde det her niveau, så går han et stort VM i møde. Karakter: 9


Landstræneren var sur i første halvleg, hvor han revsede sine spillere for at spille 'gammelmands-håndbold'. Og man forstår ham godt. Det var en uoplagt og uenergisk indsats fra de fleste danskere. Men landsholdet fik vendt tingene i anden halvleg, og det skyldtes selvfølgelig også landstrænerens dispositioner - og at Norge skiftede en del ud. Men Nikolaj Jacobsen endte med at få set en del forskellige konstellationer i spil i både forsvaret og angrebet, og det må have været det største succeskriterium for ham denne torsdag aften. Selvom sejren over de norske rivaler selvfølgelig også luner. Karakter: 8