Der er slet ikke styr på coronaboblen ved VM i håndbold i Egypten, hvor både spillere og pressefolk er konstateret smittet.

Alligevel kæmpes der ikke umiddelbart for at holde smitterisikoen nede. Det viser et billede fra DR-redaktøren Kresten Mosbæk med al tydelighed. Et billede, B.T. har fået lov til at bruge.

Han har lagt et billede på Twitter fra Marriott-hotellet i Kairo, hvor Chiles landshold og hotelpersonalet samles i en langtfra coronavenlig klump for at tage billeder.

»Hold kæft, mand. På vej ned for at tale med DHF-sportschef Morten Henriksen om Emil Jakobsens positive coronaprøve støder jeg meget passende ind i det her. Hotelpersonale og Chile i selfie-sammenkomst. Super, IHF (det internationale håndboldforbund, red.),« skriver han som tekst til opslaget.

Og det er ikke kun DR-redaktøren, der oplever, at der ikke er styr på tingene. Morten Ankerdal fra TV 2 havde samme opfattelse, da B.T. talte med ham torsdag.

»Der var på forhånd udarbejdet en protokol på 32 sider. Alle havde læst den og havde en forventning om et meget stramt mesterskab, og at man skulle holde sig inden for restriktive rammer. Med den forventning i baghovedet er vi overraskede over, at det ikke er helt så restriktivt.«

TV 2-værten oplevelede ligeledes, at der var alt for mange mennesker i hallen, hvor kampene spilles.

»Det store problem er hallen. Der var et virvar af mennesker, og der løb børn og legede med håndbolde dér, hvor der skal være mixed zone. Der kom alle mulige mennesker ind og ud, og der var så mange, at de ikke alle kan have været PCR-testet. Og så er der risiko for, at der kan blive bragt corona ind i boblerne. Det synes jeg var bekymrende.«

Emil Jakobsen er blevet testet for covid-19 ved VM i Egypten.
Emil Jakobsen er blevet testet for covid-19 ved VM i Egypten. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Det internationale håndboldforbund meddelte torsdag, at der var fundet ni positive tests blandt spillere og pressefolk, der lever i den samme boble.

Danmarks VM-trup blev for alvor en del af kaosset i Egypten fredag formiddag, da fløjspilleren Emil Jakobsen blev testet positiv.

Morten Henriksen sagde efter det positive resultat til B.T., at man håbede, det var falsk alarm, fordi Emil Jakobsen har været smittet med covid-19 før.

Danmark indleder efter planen VM mod Bahrain fredag aften klokken 20.15. Du kan følge kampen LIVE her på B.T.