Team Esbjergs schweiziske stregspiller, Tabea Schmid, er kommet alvorligt til skade med sit højre knæ ved det igangværende VM.
Det oplyser Team Esbjerg på sin hjemmeside.
Uheldet skete i Schweiz' kamp mod Rumænien, og den efterfølgende MR-scanning viste dårligt nyt:
- Det forreste korsbånd er revet over, det indvendige ledbånd er revet over samt skade på den indvendige menisk.
Nu følger en operation og et langvarigt genoptræningsforløb, oplyser den vestjyske klub.
- Team Esbjerg følger situationen sammen med Det Schweiziske Håndbold Forbund og samarbejder om at hjælpe Tabea tilbage hurtigst muligt og bakker hende op gennem hele forløbet, lyder det i pressemeddelelsen.
Tabea Schmid skiftede før denne sæson til Esbjerg efter to succesfulde sæsoner hos København Håndbold.
I den forgangne sæson blev hun suveræn topscorer i den bedste danske håndboldrække med 287 træffere. Det var 44 flere end den næste på listen.
I denne sæson har hun scoret 52 mål i ligaen, hvilket gør hende til Esbjerg-topscorer.
/ritzau/
