Det var noget nær den værst tænkelige besked, hun kunne starte året med.

Nu bryder landsholdskometen Julie Scaglione tavsheden efter den dystre melding, hun fik onsdag.

Den 19-årige danskers kometkarriere er sat på pause med et overrevet korsbånd i højre knæ.

»Puha en mavepuster,« indleder Scaglione et opslag på Instagram.

Det var i Ikast Håndbolds storsejr tirsdag aften, at det gik helt galt for Julie Scaglione, der måtte bæres fra banen.

»2024 startede faktisk rigtig godt. I dag fik jeg beskeden om et overrevet korsbånd, og 2024 bliver nu noget anderledes, end jeg havde regnet med,« skrev hun sent onsdag aften på det sociale medie.

»Jeg er heldigvis omgivet af en stærk klub, forbund, familie, venner og omgangskreds. Det betyder alt.«

»Jeg er klar til at give alt for at komme tilbage til det, jeg elsker allermest. Tusind tak for opbakning, omsorg og de mange søde beskeder,« fortsætter hun.

Nu kan Scaglione se frem til en længere pause fra håndboldbanen.

»Det gør ondt på alle i og omkring klubben,« lød det fra Ikast-direktør Daniel Grønhøj onsdag.

Scaglione var i december med til sin første slutrunde med det danske landshold, hvor hun gjorde sig flot bemærket. Særligt i kampen mod Chile, hvor hun fik topkarakter af B.T.s udsendte.