33-årige Sarah Iversen har en klar mission de kommende uger. Der skal udrettes noget stort ved VM på hjemmebane. 

For derhjemme venter manden Mark og sønnen Elliott, som med sine snart tre år, bliver meget svær at undvære. 

Hun prøvede det for første gang ved EM i Slovenien sidste år, men nu er sønnen blevet et år ældre og forstår, at mor ikke er hjemme. Og det er selvom, at Iversen blot er et stenkast fra hjemmet i Ikast de kommende uger. 

»Der bliver mulighed for at ses. Vi bor ti minutter fra hallen, så det er jo lige i baghaven. Men jeg ved ikke, hvordan han kommer til at have det i det, hvis jeg bare drøner ind og ud af døren.« 

Sarah Iversen med sin søn Elliott ved EM sidste år.
Sarah Iversen med sin søn Elliott ved EM sidste år. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Vi har ikke lagt en plan endnu, men jeg håber, at vi sådan ret hurtigt kan mærke, om det er godt for ham. Det bliver på hans præmisser. Det er helt klart sværere i år, når man er så tæt på,« siger Iversen til B.T. og fortsætter: 

»Han er meget mere bevidst om, at jeg ikke er der. Han var ked af det, da jeg skulle afsted, og det kunne han ikke give udtryk for på samme måde sidste år.«

»Måske forstod han heller ikke det helt. De kom på besøg og var en uge nede i Slovenien, og han var glad for at se mig, men det var heller ikke sådan, at de bemærkede, at han manglede mig. Det var mere mit afsavn. I år kunne jeg mærke, den var hård at tage af sted, fordi han ikke ville have, jeg skulle gå,« siger stregspilleren. 

Rollen som mor har dog givet en større bevidsthed om, at det skal betyde noget at være væk hjemmefra i lange perioder. 

Ja, det skal helst betyde medaljer. 

»Det har givet mig mere på den måde, at jeg får mere ud af at være væk. Det skal give mening for mig. Når jeg er væk, er det for at være hundrede procent i det. Det skal være det værd.«

»Jeg går meget op i ikke at spilde min tid. Når jeg er her, vil jeg have så meget som muligt ud af det. Ellers er der bare noget derhjemme, der er vigtigere, og det, tror jeg, gør, at jeg præsterer bedre. Jeg skal give alt, hvad jeg har, ellers er det ikke fair over for dem derhjemme.«

Og optimismen er stor inden VM. 

»Vi står bedre, end vi nogensinde har gjort. Vi står rigtig godt, og jeg føler, vi er lige dér, vi skal være inden et mesterskab på hjemmebane,« siger hun og finder konkret håb i EM-finalen sidste år, hvor danskerne var tæt på at slå Norge.

»Jeg drømmer om, at vi får den hjemmebane i ryggen, der kan gøre, at vi kan rykke os det allersidste. Jeg tror og håber på, at vi kan levere lige så godt som i Slovenien. Nu har vi prøvet at stå i en finale og være så tæt på.«

Stem på 2023's største danske sportspræstation herunder – og vær med i konkurrencen om billetter til det storstilede Sport 2023-show, hvor B.T. Guld bliver uddelt.