»Jeg tror, halvdelen af mine landskampe har været mod Norge, snart.«

Sandra Toft siger det med et stort smil. For det er et ekstremt velkendt mandskab, de danske stjerner står over for onsdag aften.

De stærke nordmænd, som Danmark har haft svært ved at få det endelige kram på.

Det er blevet mere tæt de seneste år, men alligevel har det danske kvindelandshold ikke slået Norge i en betydende kamp i otte år.

Og derfor er målvogteren heller ikke i tvivl om, hvorfor det lige bliver onsdag, det – forhåbentlig – endelig lykkes for det danske mandskab at få skovlen under den 'onde ånd', så de kan få en plads i semifinalen.

»Fordi det er på tide på en eller anden måde, fordi vi har været tæt på mange gange. Vi går ind til den kamp med et måske lidt bedre selvbillede, end vi har gjort før. Jeg håber, det har haft lidt betydning, at de to seneste kampe har været tætte,« siger Sandra Toft.

Norge er et topklassemandskab. Det understreger de i den danske lejr, men der er alligevel sket noget med den danske mentalitet.

»Der er ikke den der: 'Shit, det er Norge'. Nogle går måske rundt med den, men det er i hvert fald ikke noget, der er blevet sagt højt,« siger Sandra Toft.

Sandra Toft.
Sandra Toft. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Hun og det danske landshold håber på at ride videre på et momentum, hvor sejrene er kommet efter nederlaget i den første kamp mod Slovenien.

»Sejre giver selvtillid. Det skal vi selvfølgelig bruge. Vi skal så møde et hold, der ikke har tabt endnu. De har også god selvtillid. Så vi skal bare slippe alle hæmninger, det er all-in,« understreger hun.

For Sandra Toft ved godt, det selvfølgelig bliver svært. Der er tale om et topklassemandskab, der ikke bare har selvtillid men også mange enorme styrker, dygtige individualister og ikke mindst stor erfaring.

De har prøvet det mange gange og har en ekstrem vinderkultur, der gør, de tit kommer tilbage i kampe, hvor de ellers er bagud.

»Jeg håber, vi kan gøre ondt på dem på nogle områder, men vi ved, det bliver svært. De spiller smalt, og de har spillet smalt hele turneringen. Hvis vi kan dæmme op for bare to af deres spillere, der spiller meget, er vi langt. Vi skal være opmærksomme alle steder, især i deres fart og kontrast,« siger Sandra Toft.

Lige nu nager de mange nederlag til nordmændene hende ikke så meget. Men spørger man i morgen, hvis Danmark har tabt, er situationen nok en anden, slår hun fast med et smil.

Tidligere har flere store nederlag til nordmændene sat sig lidt i baghovedet, men langsomt er de to mandskaber blevet tættere. Og Sandra Toft kan også mærke en klar forskel.

»Det er oppe i hovedet. At vi ikke går på banen og er mentalt bagud med 0-5, før kampen er begyndt. Så er det op ad bakke mod Norge. Vi har fået et andet billede af os selv og har fået en anden tro på, det kan lade sig gøre. Der har måske været lidt en 'Åh nej'-følelse, og den føler jeg i hvert fald er på vej væk,« siger hun.

Danmarks målvogter Sandra Toft.
Danmarks målvogter Sandra Toft. Foto: Henning Bagger
Vis mere

Danmark mødte Norge til EM i 2020, hvor det også her endte med et nederlag efter en ellers stærk dansk indsats, og den rutinerede målvogter kan mærke forskel på landsholdet bare fra dengang til nu.

»Vi er blevet klogere, bedre på mange parametre, også taktisk. Vi ved godt, det bliver en svær opgave, men vi tror også på, det godt kan være i morgen, det sker,« siger Sandra Toft.

Vinder Danmark over Norge, er de videre til semifinalerne ved EM.

Danmark kan dog være videre allerede inden kampen, hvis Slovenien ikke har vundet over Ungarn. Taber Danmark, og vinder Slovenien deres kamp, går danskerne ikke videre.