Han har stor glæde af hende på landsholdet til daglig. 

Men søndag eftermiddag var Sandra Toft bestemt ikke god ved sine danske venner.

»Hun er ikke med mere. Jeg blev virkelig træt af hende. Hun er ikke med til næste landsholdssamling,« sagde Team Esbjergs træner, Jesper Jensen, med et grin og glimt i øjet om Toft, som han træner i de røde og hvide farver.

»Hun er jo dygtig, det er det, hun kan. Hun er en af de smarteste målmænd i verden. Hun stod klogt. Kan man skyde hende uklogt? De (Esbjerg-spillerne) skyder måske, hvor hun havde forventet, og dem piller hun altså,« lød rosen fra Jesper Jensen.

Jesper Jensen er også træner for landsholdet, hvor Sandra Toft har været med de sidste 15 år.
Jesper Jensen er også træner for landsholdet, hvor Sandra Toft har været med de sidste 15 år. Foto: Jure Makovec/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

For med en helt forrygende første halvleg og en redningsprocent på knap 60 var den danske målvogter med til at sende bronzemedaljen til Györ ved årets Final 4 i Champions League.

Og hovedpersonen selv havde efter sejren på 28-27 svært ved at sætte ord på, hvad der skete for hende i MVM Dome.

»Jeg ved ikke, hvor det kom fra. Jeg tror, jeg havde så mange frustrationer og indebrændthed i mig, der bare skulle ud. Jeg skulle heller ikke tabe til mine veninder på den anden side,« lød det med et lille grin, inden hun fortsatte:

»Jeg tror mest af alt, det var kampen i går (semifinalen mod Vipers, red.), der sad i mig. Jeg ved ikke, hvad vi lavede i første halvleg i går. Vi lukker 23 mål ind, jeg ved godt, mange var kontra og ind over stregen, men det er stadig ikke sjovt at være målmand i, så den skulle bare have hele armen. Det skulle i hvert fald ikke ske igen,« slog Toft fast.

Foruden Jesper Jensen lød det også med et glimt i øjet fra Kathrine Heindahl, at hun var »rigtig træt af Sandra Toft i dag«. 

Noget, landsholdsmålmanden tog med endnu et stort smil.

»Hun er sød nok. Så kan hun vinde guld på torsdag i stedet, så får de en medalje der,« lød det fra den rutinerede målvogter med henvisning til, at Team Esbjerg skal spille anden DM-kamp mod Odense Håndbold.

Hun var selvsagt lykkelig over, at det trods alt blev til en bronzemedalje, når det glippede med en finaleplads.

»Når man spiller i den klub, jeg gør, skal man have en medalje med hjem. Det betyder meget at slutte sådan en turnering af med en sejr og få en medalje og slutte med et smil på læben frem for en øv-følelse.«