Hun har været med i 12 år. Og er også en af de helt store profiler.
Men der er én ting, Sandra Toft aldrig har prøvet, og som mangler at blive krydset af på listen.
For selvom den stærke målvogter har været en del af det danske landshold siden 2008, har hun endnu ikke fået hængt en medalje om halsen i den sammenhæng.
»Det ville betyde rigtig meget. Det er klart, landsholdet betyder ufatteligt meget for mig, det er her, jeg har de største drømme og ambitioner. Kan jeg få lov at få min første medalje nu, vil jeg huske det,« siger Sandra Toft inden søndagens kamp mod Kroatien.
Her har hun nemlig mulighed for at få netop det. En medalje ved årets EM i Herning. Da landsholdet senest vandt metal i 2013, var hun ikke med, og i 2016 blev det på trods af en plads i semifinalen 'kun' til en fjerdeplads. Og selvom landsholdet har spillet et stærkt EM med sejre over blandt andre VM-sølvvinderne fra Spanien og det russiske stjernelandshold, ville hun ærgre sig gevaldigt, hvis hun skulle rejse tomhændet hjem.
»Jeg havde nok solgt den inden slutrunden, hvis nogen sagde, jeg skulle spille bronzekamp. Nu har jeg før tabt to bronzekampe, og det er en flad fornemmelse at forlade en slutrunde uden metal, uanset hvordan du har gjort det,« siger den danske stjerne.
Og selvom hun gerne havde købt præmissen om en bronzekamp, inden det hele gik i gang, stod hun fredag aften og var skuffet og ked af det. Finalepladsen glippede mod Norge, der er en af de helt store favoritter til slutrunder. Et nederlag, der på ingen måde var en katastrofe, men det siger meget om holdet, at der er så stor vrede i minutterne efter et semifinalenederlag til en så stærk nation.
»Det er helt vildt, at vi er så sure og skuffede over, vi ikke slår Norge. Vi har så stor tro på egne evner. Vi synes, vi havde spillet i hvert fald i første halvleg til at slå dem. Pludselig står vi i en helt ny situation. Det er bare fedt, vi har fået den ærgerrighed og vildskab ind – og så mod dem,« siger en stolt Sandra Toft.
De har rykket sig på landsholdet. Det er blevet nævnt flere gange, og det kom også til udtryk efter semifinale-nederlaget. Der var tårer og ærgrelse, men der var ikke den 'gravkammerstemning', der før har været på holdet efter et nederlag. Her har de rykket sig fra ikke at tage den helt store følelsesrutsjebane til at være gode til at hanke op i hinanden og påpege, at de altså har vist sig flot frem, forklarer Toft. Søndag skal hun og landsholdet så tage det sidste stik.
»Man siger, det er det hold, der rejser sig bedst efter skuffelsen i semifinalen, der vinder bronzekampen. Jeg tror ikke, uden at vide det, Kroatien er så skuffede. Det er os, der skal rejse os og vise, det handler om, det er det bedste hold, der vinder kampen,« siger Sandra Toft.
Hun spår, at det bliver en krig på halgulvet mellem to mandskaber, der vil gøre alt. Og selvom hun har andre præmier og medaljer i sit skab derhjemme, ville en bronzemedalje søndag få en meget stor plads.
»Den ville rangere meget højt, hvis ikke helt i top. For mig er det største at vinde med landsholdet for Danmark. Det er ikke kun os, vi spiller for, det er hele Danmark. Det er den største ære at få metal med hjem. Jeg kan godt starte med bronze, hvis jeg får noget bedre metal på et andet tidspunkt,« siger Sandra Toft med et smil.
