Sandra Toft var skuffet, frustreret og ked af det – men også stolt oven på EM-sølvmedaljen.

Det fortalte hun til B.T. umiddelbart efter medaljeceremonien.

»Skuffelsen fylder. Jeg er ked af det. Jeg synes, vi havde fortjent bedre. Jeg ville gerne have givet den her til pigerne, men man bliver også stolt af den her medalje på et tidspunkt. Der går bare lidt.«

»Vi er nummer 2, vi har prøvet at blive nummer 8 og 10 så mange gange før. Og nu er vi nummer 2, men det skal man også have lov til at være ked af.«

I øjeblikket inden Sandra Toft kom over til B.T., havde hun også en snak med den norske landstræner, Thorir Hergeirsson, oven på kampen.

Han kom hen til hende, mens hun skulle til at lave et interview med et andet medie. De udvekslede et par ord. Da han var ved at gå væk, kiggede hun undrende på ham, slog lidt ud med armene. Tydeligt irriteret.

Hvad det gik ud på, ville den danske superkeeper dog ikke røbe.

»Nah, det er vidst bedre, det bare bliver på den her side, så der ikke bliver gjort en sag ud af det, haha. Der var lige en ting, jeg ikke var ikke tilfreds med.«

Ikke desto mindre kan Sandra Toft være tilfreds med sin sølvmedalje. I hvert fald om et par timer.

»Men lige nu gør det mest ondt. Så jeg tænker, at når jeg får den første øl eller glas vin, så ændrer det sig.«

»Jeg synes ikke kun, vi spiller en god 1. halvleg, vi spiller 50 gode minutter. Man troede lidt, vi kunne få guldet. Men Norge er gode og rutinerede, har været der før. Det har vi ikke. Det kan være det, der gjorde det.«