Sagosen har genopfundet sig selv efter kuldsejlet norsk projekt
Sander Sagosen spiller en nøglerolle i Aalborgs angreb. Men det er på en anden måde, end han før har gjort.

Sander Sagosen spiller en nøglerolle i Aalborgs angreb. Men det er på en anden måde, end han før har gjort.

Det hele var egentlig planlagt.
Sander Sagosen vendte i sommeren 2023 hjem til Kolstad og var udset som en nøgleprofil i det ambitiøse projekt, der ville bide skeer med toppen af europæisk håndbold.
Umiddelbart skulle man tro, at det ville være den sidste destination i Sagosens karriere, men det er ikke alt, der har det med at gå, som man regner med.
- Vi flyttede hjem til Norge og havde fået lovning på et projekt, der så ikke helt blev, som vi troede. Så måtte jeg tage et valg, om jeg var tilfreds med det eller tage handling og gøre, hvad jeg selv ønskede, siger den 30-årige nordmand.
Det kneb med økonomien i klubben fra Sagosens hjemby, Trondheim, og efter undervejs at have accepteret en lønnedgang, hentede Aalborg Håndbold i februar 2025 den norske stjerne til den klub, hvor han brød igennem syv et halvt år forinden.
- Jeg følte, at jeg stadig havde nogle gode år i mig.
- Der var ikke noget andet sted, jeg ville hen end til Aalborg, og så var processen egentlig nem. Det var det eneste, jeg ville.
Det er dog ikke den samme spiller, der i flere år var en enmandshær på det norske landshold og THW Kiels største offensive es, som Aalborg har til at styre angrebsspillet.
I de senere år blev det tydeligt, at kroppen ikke kunne følge med den forholdsvis fysiske spillestil, Sagosen i flere år havde domineret med.
- Den måde, Sander spillede på, da han tog verden med storm og måske var verdens bedste, kan man ikke spille på i 12-13 sæsoner, siger Aalborg-træner Simon Dahl.
- At kunne transformere sig selv og blive ved med at være en væsentlig del af verdenstoppen, synes jeg faktisk næsten, er en endnu større kvalitet.
I stedet for at det hele er bygget op omkring Sagosen på venstrebacken, indtager han på Aalborg-holdet en mere spilstyrende rolle.
Han sætter de mere duelstærke kolleger i form af blandt andre Thomas Arnoldsen, Mads Hoxer og Juri Knorr i scene.
- Sanders gode håndboldhoved betyder meget for os. Han har en kæmpe rolle i vores angrebsspil i at få sat de andre godt i scene, men også selv at eksekvere på nogle af tingene, lyder det fra cheftræner Simon Dahl.
Lørdag eftermiddag skal Sagosen så dirigere angrebsspillet på den allerstørste scene, når Aalborg Håndbold skal op mod mægtige Barcelona i den ene Champions League-semifinale.
/ritzau/