Advarsel: Der vil forekomme særdeles ømme billeder
Den tidligere landsholdsprofil Jesper Nøddesbo besøgte fredag B.T.s Facebook-studie til quiz, VM-snak og et tilbagekig på nogle gyldne håndboldminder.
Og den populære stregspiller kunne blandt andet løfte sløret for, hvordan OL-guldet i Rio de Janeiro 2016 blev fejret.
Og specielt én episode fra den våde aften i Rio står klart i Nøddesbos hukommelse.
»Der var en Henrik Møllgaard og en Kasper Søndergaard, som fik udfordret Lotte Friis (OL-bronzevinder i 800 meter fri, red.) til at svømme om kap midt om natten,« fortæller Bjerringbro-Silkeborg-spilleren, der har billeder af episoden liggende på sin Instagram-profil.
»Det skulle foregå i nogle af Lottes svømmedragter. Og Lotte har selv svært ved at komme i sine dragter, fordi de er så tight. Jeg tror, at vi brugte et 15-20 minutter på bare at få hældt Møllgaard og Søndergaard ned i dragterne.«
»Det var virkelig et sløjt syn - for at sige det mildt.«
Historien meldte ikke noget om, hvem der vandt svømmekapstriden. Men mon ikke Møllgaard og Søndergaard måtte nøjes med en andenplads denne gang.