Landstræner Jan Pytlick nedjusterer VM-målsætningen efter Rikke Skovs afbud.

Landstræner Jan Pytlick nedjusterer kvindelandsholdets målsætning ved næste måneds håndbold-VM i Brasilien.

Det sker, efter veteranen Rikke Skov i går valgte at indstille landsholdskarrieren, efter hun i lang tid har døjet med skulderproblemer.

- Forventningen til at vi kunne vinde medaljer ved mesterskabet er lavet om til en forhåbning. Uden Rikke på holdet skal vi være glade for bare at kunne placere os i top-7, der næste forår spiller kvalifikation til OL i London, siger Jan Pytlick til sporten.dk

Han forklarer sin vurdering med, at Rikke Skov er landsholdets måske vigtigste spiller.

- Vi kan jo ikke sådan uden videre erstatte hende med en anden spiller af samme kaliber. Hendes stærke fysik har været et enormt aktiv for os i begge ender af banen, så det, at hun melder fra, betyder, at vi må se på alternativer - især i forsvaret, siger Jan Pytlick.

Håndboldeksperten Anders Dahl-Nielsen forstår godt landstrænerens bekymring.

- Jeg tror, Rikke Skovs afbud får større konsekvenser for Danmark end Tonje Larsens tilsvarende gør for Norge, siger han og tilføjer:

- Rikke har i en årrække været landsholdets mest driftsikre spiller. Hun har været garant for, at landsholdets bundniveau ikke blev alt for stor. Men når det er sagt, tror jeg ikke, at Danmark får et specielt dårligt VM. De har gået en god lodtrækning og kommer som minimum i top-6.

Rikke Skov meddelte sin beslutning til landsholdsledelsen allerede i torsdags.

- Jeg har det rigtig dårligt med afbuddet. På en eller anden måde føler man jo, at man svigter. Men jeg vil heller ikke svigte min egen fremtid. Skulderen kan desværre ikke tåle belastningen fra både klub- og landshold længere. Jeg vil ikke længere byde mig selv at afstå fra den nødvendige restitution ved at få blokader eller være på pillekure, siger Rikke Skov, der i 122 A-landskampe scorede 344 mål.

- Når jeg deltager på landsholdet, er det for at give mig 100 procent, og det kan jeg i sagens natur ikke, hvis jeg ikke kan skyde igennem. Det betyder så også, at jeg ikke kan få lagt det tryk, der skal til for at gøre de andre gode. Og når man samtidig ved, hvad man grundlæggende kan, er det en enormt frustrerende situation, at befinde sig i, siger Rikke Skov.

Jan Pytlick udtager VM-truppen på 16 spillere torsdag 17. november i Odense.

I den efterfølgende uge spilles tre kampe mod Tyskland og Holland i Danmark, og fra 2. til 18. december er der VM, hvor Danmark i den indledende pulje møder Uruguay, Argentina, Kroatien, Elfenbenskysten og Sverige.