Kan AG København komme i semifinalen i Champions League, som de drømmer om? Sporten.dk har vurderet mulighederne.

De smider point til oprykkerne fra Sønderjyske i Ligaen. Men storsejrer over de hidtidige modstandere i Champions League, Partizan Beograd og Pick Szeged. Men hvor efterlader det de danske mestre fra AG København i forhold til klubbens erklærede ambition om at nå semifinalerne i Champions League, den såkaldte 'Final4'?

Sporten.dk har vurderet AG Københavns niveau ud fra en række parametre og giver her et bud på, hvor gode de danske mestre lige nu er i international målestok.

Målmænd:
Atletico Madrid har Arpad Sterbik. Kiel har Thierry Omeyer. Og Barcelona har Johan Sjöstrand. Men med keeper-duoen Kasper Hvidt og Steinar Ege har AG København to målmænd i samme høje klasse. Det kan ikke blive meget bedre.

Forsvar:
Stor rutine hos dygtige specialister som Joachim Boldsen og Lars Jørgensen, der stadig leverer varen på bedste niveau, ligesom René Toft Hansen viser høj defensiv klasse. Forsvaret har hele vejen været AGKs bastion, selv om der stadig er plads til lidt forbedring i venstre side, hvor Mikkel Hansen dækker op. Et forsvar i topklasse, men i forhold til de spanske og tyske tophold samt franske Montpellier synes AGK dog endnu at være en smule bagud.

Kontrafase:
Et nordisk varemærke, som også AGK kan levere på højt plan. Med Niclas Ekberg og især Gudjon Valur Sigurdsson på de to fløje har AGK to missiler med stor træfsikkerhed. Alternativerne på bænken mangler, selv om Stefan Hundstrup har talent, men så længe de to førstevalg på fløjene holder sig skadesfri, er AGKs kontrafase blandt de bedste, man kan få.

Angreb:
AGK har i Mikkel Hansen en verdensklasse-spiller, der på sine bedste dage måske er verdens bedste skytte. Og også den islandske playmakerduo med Arnor Atlason og Snorri Gudjonsson er absolut godkendt målt i international sammenhæng. Det danske mesterholds akilleshæl er højre back, hvor spanske Cristian Malmagro aldrig har slået til. Han ligner mere og mere et fejlkøb. Det bliver med garanti MEGET bedre, når Olafur Stefansson kommer over sin skade, hvilket skulle være snart. Han kan mere end nogen anden løfte et hold en klasse eller to, hvis han kommer tilbage på 100 procent. Men alternativet til islændingen mangler.

Erfaring:
Jamen den har AGK til overflod. Holdets samlede antal landskampe taler for sig selv, og det danske hold vader i spillere, der hver især har prøvet kræfter med afgørende Champions League-kampe. Det, holdet mangler internationalt, er at slå til sammen som AG København. Det får holdet af gode grunde først mulighed for i de kommende puljekampe mod Montpellier og Kiel. Og den oplevelse har modstanderne haft i langt højere grad.

Hjemmebanefordel:
AG København har i Brøndby Hallen et talstærkt og medlevende publikum, der flot støtter deres helte. Men det kommer ikke til at skræmme hold som THW Kiel, Montpellier, Barcelona og hvad de nu hedder. Dertil er et dansk håndboldpublikum ganske enkelt ikke vanvittigt og kompromisløst nok. Her vil AGK utvivlsomt komme under større pres ude, end modstanderne kommer, når de besøger de danske mestre.

Træner:
Magnus Andersson har som styrende svensk landsholdsspiller i de succesrige 1990'ere prøvet alt. Han har også Champions League-erfaring som træner fra FCK og international erfaring som landstræner for Østrig. Så bedømt ud fra CVet er AGK med svenskeren klædt lige så godt på trænermæssigt som de stærkeste modstandere. Han mangler dog som træner at vise resultater ud over det sædvanlige. Og så er det et spørgsmål, om Magnus Anderssons nye rolle som enetræner i AGK går op i en højere enhed med en AGK-trup, han ikke har været med til at forme. Det kan kun tiden vise.

Konklusion:
AG København er på mange måder et mandskab i verdensklasse, der vil være i stand til at spille lige op med og besejre enhver modstander. Og sker der en ydeligere skærpelse af truppen fremover, vil det også være realistisk at komme i Final4. Eller sågar vinde Champions League. Men i denne sæson ligner det mere en plads blandt de sidste otte i en kvartfinale.

Her er topholdene i Champions League vurderet efter styrke lige nu (fem stjerner er bedst):

FC Barcelona - 5 stjerner

THW Kiel - 5 stjerner

Montpellier - 5 stjerner

Atletico Madrid - 5 stjerner

HSV Hamburg - 4 stjerner

AG København - 3 stjerner

Chekhovskie Medvedi - 3 stjerner

Veszprem - 3 stjerner