Rygter i lind strøm. 

Det har i årevis været en hel industri i fodboldverdenen, hvor potentielle klubskifter diskuteres året rundt, som du måske kender det fra B.T.s podcast 'Transfervinduet'. 

Men nu har fænomenet også ramt håndbolden. 

Flere og flere sider og rygtesmede deler seneste nyt på vandrørene fra håndboldens verden på blandt andet Instagram. Og det er noget både landsholdsspillere og landstræner Nikolaj Jacobsen følger med i. 

Ja, landstræneren byder det endda velkomment. 

Han er udmærket klar over, at håndbolden har et kæmpe fokus hjemme i Danmark, men han håber, at transferrygterne kan bringe endnu mere opmærksomhed med sig langt uden for de danske grænser.

»Lad os få noget mere fokus på håndbold. Den her sport har alt for lidt fokus. Kigger vi ud i den store verden, får håndbolden alt for lidt kredit i forhold til, hvad den kan«

»Kan vi få noget transfer indover, så lad os det. Kan vi komme til et sted, hvor klubberne har en økonomi, hvor transfers kan være et godt kort at have, så hilser jeg det velkomment,« siger han til B.T. 

Selv holder han da også øje, selvom han ofte har nyhederne før alle andre. 

»Jeg følger skam med. Og det er altså ikke alt, jeg ved. Jeg ved selvfølgelig meget om, hvad de her drenge på landsholdet gør. Nogle gange ringer klubber til mig om landsholdsspillerne, men ellers følger jeg med ligesom alle andre. Jeg er også spændt på, hvad der sker og ikke sker,« siger Jacobsen og tilføjer: 

»Det gør måske også, at der kommer lidt mere uforudsigelighed i toppen og at klubberne kan udfordre hinanden mere.«

Husk, du kan følge med hele januar her hos B.T., når Danmark spiller VM på hjemmebane og jagter guld for fjerde gang i streg. 

Det starter tirsdag aften klokken 20.30 mod Algeriet.