Tre positive dopingprøver på det russiske U19-landshold i kvindehåndbold betyder, at holdet fratages EM-sølv.

Varazdin. Doping og Rusland synes at fortsætte med at gå hånd i hånd.

Fredag meddelte Det Europæiske Håndboldforbund (EHF) således, at det russiske U19-landshold i kvindehåndbold er blevet frataget sølvmedaljerne fra EM i 2017 efter positive dopingprøver på holdet.

Det skriver Reuters.

- Alle resultater, der er opnået af spillerne - inklusive sølvmedaljerne fra EM i 2017 - er blevet diskvalificeret. Medaljerne fra mesterskabet er dermed tabt.

- Juridiske tiltag er også sat i gang imod håndboldforbundet i Rusland, og der forventes at blive truffet en beslutning i løbet af de kommende måneder, skriver EHF på sin hjemmeside.

Ifølge EHF skyldes balladen, at prøver fra tre af de russiske U19-kvinder er blevet fundet positive for stoffet meldonium. Ifølge EHF er der tale om spillerne Antonina Skorobogatsjenko, Maria Duvakina og Mariia Dudina.

De tre russiske håndboldkvinder er blevet midlertidigt suspenderet med virkning fra september 2017.

Meldonium er det samme stof, som den russiske tennisspiller Maria Sharapova blev testet positiv for i forbindelse med Australian Open i 2016.

Det betød, at Sharapova fik en dopingkarantæne på 15 måneder.

Ifølge Lev Voronin, der står i spidsen for håndboldforbundet i Rusland, slår fast, at russerne vil appellere beslutningen.

- Vi mener, at straffen mod de tre atleter er for hård. Vores juridiske stab forbereder alle nødvendige dokumenter til en appel, siger Voronin ifølge Reuters.

/ritzau/