En alvorlig knæskade betyder, at Rumæniens Cristina Neagu har spillet sin sidste kamp ved EM i håndbold i år.

Rumænien skal forsøge at spille sig i finalen ved EM i håndbold uden sin største stjerne.

Topspilleren Cristina Neagu blev skadet i kampen mod Ungarn onsdag, og torsdag var der dårlige nyheder for håndboldstjernen.

Hun har pådraget sig en alvorlig knæskade og må se resten af kampene som tilskuer. Det skriver hun på sin Facebook-profil.

- Jeg bliver ved pigerne i resten af turneringen indtil det sidste, og min drøm lever videre gennem dem, skriver Cristina Neagu.

30-årige Neagu har været en af EM's allerbedste spillere. Med 70 mål er hun på en delt andenplads på topscorerlisten.

Og hun er den primære årsag til, at Rumænien har sikret sig en plads i semifinalen.

Uden Neagu møder Rumænien fredag Rusland, mens den anden semifinale ved EM står mellem Holland og Frankrig.

Neagu risikerer nu en lang pause, hvilket hun også prøvede i 2013, da hun også blev korsbåndsskadet.

Tre gange er hun blevet kåret som verdens bedste kvindelige håndboldspiller. Det skete i 2010, 2015 og 2016.

/ritzau/