Fire rumænske VM-spillere er blevet droppet til VM i håndbold, efter at de er blevet mistænkt for doping.

Fire rumænske håndboldkvinder må blive hjemme, når VM senere på måneden går i gang i Japan.

Det står klart onsdag, efter at spillerne tirsdag blev anmeldt for at bryde dopingreglerne af det rumænske antidopingråd.

Spillerne har gennemgået en særlig intravenøs laserbehandling, der er på dopinglisten i Rumænien, skriver den svenske avis Aftonbladet.

De fire spillere fra det rumænske hold er Eliza Buceschi, Cristina Laslo, Daria Bucur og Bianca Bazaliu.

Rumæniens svenske landstræner, Tomas Ryde, siger til Aftonbladet, at holdet kommer til at mangle vigtige spillere til VM.

- Det er helt meningsløst. Spillerne fra Brasov har gennemgået et behandlingsprogram, der er klassificeret som doping i Rumænien.

- Programmet er tilladt ifølge de internationale regler, men ikke de nationale, siger Tomas Ryde, der allerede har indkaldt reserver.

- Der er nultolerance i Rumænien over for alt, der har med doping at gøre. Landet vil ikke længere sættes i forbindelse med doping, tilføjer Tomas Ryde.

VM-slutrunden begynder 30. november i Japan.

Rumænien spiller i gruppe C med Kasakhstan, Ungarn, Montenegro, Senegal og Spanien.

Det rumænske håndboldlandshold er altså ikke i samme gruppe som Danmark, og danskerne kan tidligst møde holdet i en eventuel semifinale.

/ritzau/TT