Christina Roslyng har som team manager været en vigtig del af det danske landshold.

Men snart er det slut.

Roslyng stopper i sin rolle på det danske håndboldlandshold efter VM på hjemmebane.

Det siger landstræner Jesper Jensen til TV 2.

»Det er en stor kapacitet, vi mister. Jeg er trist over, at vi mister hende, men jeg er mest af alt taknemmelig over, at hun har været her. Vi kommer til at savne hende meget,« siger Jesper Jensen til TV 2 Sport.

Christina Roslyng, der selv spillede over 200 landskampe som aktiv, forlængede ellers sin aftale med landsholdet i foråret.

Alligevel er det nu tid til at sige farvel.

»Det er primært af hensyn til min familie. Det har været en fantastisk rejse. Alting skal give mening, og det lange fravær fra min familie og mine børn er hårdt, når man er væk så mange uger i træk,« siger Christina Roslyng til TV 2.

Landstræner Jesper Jensen kommer til at savne Christina Roslyng på landsholdet.
Landstræner Jesper Jensen kommer til at savne Christina Roslyng på landsholdet. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Jesper Jensen og landsholdsprofilen Mie Højlund har tidligere fortalt B.T., hvor vigtig Roslyng har været for landsholdet.

»Hun er sindssygt dygtig, og jeg har haft mange snakke med hende undervejs. Hun er nem at snakke med, hun er tæt på alle, tæt på holdet, en man har tillid til, hvis der opstår problemer, og samtidig er hun sindssygt god på det mentale plan. Det, der har rykket meget hos os, er, at hun har vundet tilliden fra hele spillertruppen. Det gør, at man er villig til at åbne sig lidt mere op overfor hende, og det er et stort skridt,« sagde Højlund ved EM sidste år.

Roslyng har også selv fortalt B.T. om sin rolle på landsholdet.

Den historie kan du læse LIGE HER.

Årets VM-slutrunde begynder 29. november.

Danmark spiller sine tre første kampe i Herning, der er værtsby sammen med Frederikshavn samt Stavanger og Trondheim i Norge og Helsingborg og Göteborg i Sverige.

Du kan følge hele slutrunden her på bt.dk.