33-årige Stefan Hundstrup har siden december sidste år kæmpet med det, de fleste sportsfolk frygter. En plagsom skade, der tog måneder at identificere som værende en diskusprolaps i lænden.

Uvisheden, livet på sidelinjen og en følelse af at stagnere gik ud over humøret i en sådan grad, at det gik ud over familielivet og forholdet til vennerne.

Det fortæller Stefan Hundstrup i et interview med TV2 Sport.

»Til kamp sad man der i et tankemylder, der bare var negativt. Jeg havde svært ved at tage til kamp og sidde og se de andre spille. Jeg havde ingen glæde i det. Det også gik ud over privatlivet. Det var som om, det hele bare slørede for mig, og det hele kørte bare i det der negativitet, og det havde jeg svært ved at komme ud af selv,« siger Stefan Hundstrup til TV2 Sport.

Her ses Stefan Hundstrup fra sin tid i KIF Kolding. Han har også spillet i klubber som GOG, Viborg HK og AG København.
Her ses Stefan Hundstrup fra sin tid i KIF Kolding. Han har også spillet i klubber som GOG, Viborg HK og AG København. Foto: Katrine Emilie Andersen
Vis mere

Først troede man, at han kunne træne smerterne fra diskusprolapsen væk, men det lykkedes ikke, og derfor er han endt med at gennemgå en operation for at få ryggen fikset.

Stefan Hundstrup fortæller desuden, at han har benyttet psykologhjælp for at komme de negative tanker om sin situation til livs, og at det sammen med støtte fra venner og familie har hjulpet ham meget.

Nu vil tiden vise, om han kan komme tilbage på banen uden smerter. Hvis det ikke er tilfældet, ender det med karrierestop.

»De sidste par måneder har dagligdagen været elendig for at sige det ligeud. Jeg har forsøgt at træne, men har fået ondt og måtte hele tiden holde små pauser. Hvis jeg kommer tilbage om tre måneder, og jeg stadigvæk har ondt, jamen så var det det,« siger Stefan Hundstrup til TV2 Sport.