Nikolaj Jacobsen er på tre uger blevet en vaskeægte dansk folkehelt - og landstrænerens popularitet kulminerede søndag aften ved 19.30-tiden, da Danmark kunne kalde sig for verdensmester efter en knusende finalesejr over Norge.
Men det har ikke været uden ofre, at den sympatiske fynbo er nået hertil. Han har i to år dobbeltjobbet i to ekstremt krævende job - bundesligatræner i topklubben Rhein-Neckar Löwen og landstræner for et af verdens bedste landshold.
Og det har gjort, at der ikke har været så meget kvalitetstid for familien Jacobsen. Landstrænerens to døtre er desuden flyttet hjem til Danmark - og det har ramt Nikolaj Jacobsen hårdt.
»Jeg kan virkelig godt lide at være træner, og jeg kan virkelig godt lide at være sammen med mine spillere. Men det hårdeste for mig ved at have to jobs har været, at Cille (datter på 17 år, red.) er flyttet hjem til Danmark, og at Freja (datter på 20 år, red.) er flyttet hjem til Danmark. At være tusinde kilometer væk fra sine børn - selv om de er store og kan klare sig selv - har været meget hårdt for mig og Lenette (Nikolajs kone, red.),«

Efter søndagens guldtriumf havde Nikolaj Jacobsen sin 11-årige søn, Linus, med på podiet.
»At kunne vinde VM og på den måde retfærdiggøre, at Linus nogle gange skal undvære sin far i måske fem dage på en uge. At kunne få lov til at give ham den her oplevelse - at være med på banen og få lov at trykke Kronprinsen og hans børn i hånden - betyder meget.
Det så ud til, at det også var en stor oplevelsen for Kronprinsen at hilse på Linus?
»Haha. Jeg tror, det var større for Linus. Og han fik også min medalje. Det gør den dårlige samvittighed lidt mindre.«

