Royal Arena agerede kulisse til en dansk storsejr mod Polen torsdag aften.

Men mest af alt husede den en rørende kulisse til veteranen Lasse Svan.

For i 30-20-sejren over Polen blev fløjspilleren hædret for sin lange og flotte karriere, og dagens hovedperson blev endda kåret til kampens spiller.

Da den 38-årige landsholdslegende spillede sin landskamp nummer 246 – som altså bliver den sidste – havde han svært ved at holde tårerne tilbage.

Herrehåndbold testkamp mellem Danmark og Polen, i Royal Arena i København, torsdag den 14. april 2022.
Herrehåndbold testkamp mellem Danmark og Polen, i Royal Arena i København, torsdag den 14. april 2022. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

»Det er fuldstændig vanvittigt, at jeg har fået lov til at spille i trøjen så lang tid,« sagde Lasse Svan til TV 2 Sport efter kampen efter 19 år i landsholdstrøjen.

»Det havde jeg hverken troet eller drømt om.«

Den smukke hyldest kulminerede selvfølgelig i kampens døende minutter, da landstræner Nikolaj Jacobsen først valgte at tage en timeout.

Men den blev ikke – som vanligt – brugt på taktiske justeringer. I stedet udviklede den sig til en lang krammerunde og hæder af Lasse Svan, som på skift fik spillere og trænere ovre i en stor, smuk omfavnelse.

Det bragte tårerne frem hos Lasse Svan, som egentlig ikke troede, at han skulle på banen igen.

Men han fik nu lov alligevel, da Danmark fik tilkæmpet sig et straffekast ti sekunder inden kampens afslutning.

Det tog Lasse Svan selvfølgelig. Og scorede på.