Hun var bestemt ikke i godt humør, da hun gik i seng torsdag aften.

Det lægger Rikke Iversen ikke skjul på. 

»Jeg var sur i lang tid i går, også da jeg lagde hovedet på puden. Da jeg vågnede i morges, skulle jeg lige æde den,« fortæller hun om nederlaget til Japan.

For meget skuffende tabte landsholdet med 26-27 til japanerne i første kamp i mellemrunden. 

Men her har Rikke Iversen og resten af landsholdet lært en vigtig lektie, understreger hun. 

Tidligere kunne holdet nærmest have været helt nede i kulkælderen efter et nederlag, men sådan er det ikke i dag. 

De har snakket tingene igennem, understreget overfor hinanden at de på ingen måde er ude af turneringen og prøver at vende nederlaget til noget, de kan bruge.

»Hvor gjorde vi det forkert, hvor lykkedes vi ikke, og når vi kigger på statistikker, gjorde vi rigtig mange gode ting, men de havde bare en målmand, der pillede os fra alle vinkler. Der er ikke meget, der skal laves om. Vi skal have bolden i kassen,« siger Rikke Iversen.

Rikke Iversen og resten af landsholdet tabte til Japan torsdag aften.
Rikke Iversen og resten af landsholdet tabte til Japan torsdag aften. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hun kan mærke, der er kommet en rutine på holdet som følge af, at flere har været med til mange slutrunder efterhånden.

»Vi ved godt, hvor vigtigt det er at komme videre. Jeg var rasende, sur og hidsig i går. Men i forhold til de første slutrunder jeg har været med til, har jeg også forstået, hvor vigtigt det er, når jeg vågner og når vi er til træning, at jeg ikke kan blive ved med at være sur,« siger hun og fortsætter:

»Jeg kan ikke bruges til noget, hvis jeg ikke kan byde ind. Vi skal se fremad. For mig gør nederlaget lige så ondt, som havde det været hjemme i klubben. Jeg har bare ikke flere dage at bruge på det. Det er helt klart en rutine, jeg har fået. Du kan ikke grave dig så lang ned, vi er jo ikke ude. Vi har stadig alle kort på hånden,« understreger hun.

Og det er egentlig også ganske simpelt. 

Vinder Danmark de sidste to kampe i mellemrunden mod Polen og Tyskland, tager de førstepladsen i gruppen og går videre.

»Nu er der nyt fokus. Nu kan vi ikke bruge kampen til andet end, hvad vi fandt ud af. Vi skal score på chancerne og kigge indad. Hvad kan jeg gøre for at bidrage til denne her løsning? Det er et helt nyt fokus, en helt ny kamp, en ny måde at spille igen, noget genkendeligt, vi skal have noget europæisk håndbold. Det tror jeg ligger meget godt til os,« siger Rikke Iversen.

Kampen mod Polen bliver spillet lørdag klokken 20.30 i Jyske Bank Boxen, og du kan følge den live her på bt.dk.