Da lille Elliot lørdag kom til Slovenien, var det ikke kun hans mor, landsholdsspilleren Sarah Iversen, der var ovenud lykkelig.

Det samme var Elliots moster, Rikke Iversen.

Da hun efter lørdagens EM-kamp mod Kroatien fik vist et billede af sin nevø, var hun fuldstændig solgt.

»Amen, er det ikke sødt? Prøv lige at se det. Man kan ikke andet end at elske ham, når han sidder der med sin nissehue og danmarkstrøje,« lød det fra landsholdsspilleren, inden hun satte ord på besøgets betydning.

Det var dette billede, Rikke Iversen fik vist efter kampen. Til venstre sidder Sarah Iversens mand, Mark.
Det var dette billede, Rikke Iversen fik vist efter kampen. Til venstre sidder Sarah Iversens mand, Mark. Liselotte Sabroe

»Det betyder meget. Det betyder mere for Sarah, det er jeg slet ikke i tvivl om, men han betyder meget, og at kunne dele det her, det er rart,« sagde hun kort efter, at hun havde leget med sin nevø i den slovenske arena.

Og Rikke Iversen er da heller ikke bleg for at erkende, at hun forkæler Elliot.

»Han bliver møgforkælet. Jeg har allerede købt gaver til, han skulle komme, og hver gang han kommer på besøg, så er der noget nyt. Han mangler ikke noget,« siger hun og fortsætter:

»Jeg får tit at vide af min kære svoger, at han (Elliot, red.) ikke behøver flere gaver. Vi skal ikke komme med mere, vi skal ikke fylde huset i Ikast med mere. Så vi prøver at holde os til spiselige gaver, og det er han også glad for.«

Rikke Iversen med sin nevø Elliot efter kampen mod Kroatien.
Rikke Iversen med sin nevø Elliot efter kampen mod Kroatien. Liselotte Sabroe

Elliot kom sammen med Sarah Iversens mand, Mark, til den slovenske hovedstad, Ljubljana, lørdag.

Og selvom Rikke Iversen prioriterer, at Elliot skal være sammen med sin mor, så håber hun også, at moster kan få lov til at være sammen med sin guldklump.

»Han er helt fantastisk. Han stjæler alle hjerter, og det har jeg også hørt, at han gjorde i flyet på vej herned.«