Der var vigtige point på spil, da Ribe-Esbjerg tabte slaget i Aarhus mod Århus Håndbold i 888 Ligaen.

Aarhus. Ribe-Esbjerg drømmer om at nå med i slutspillet i herrernes bedste håndboldrække, men den drøm led på papiret et knæk tirsdag aften.

Her tabte Ribe-Esbjerg to vigtige point på udebane til Århus Håndbold, der vandt opgøret i 888 Ligaen med 30-26.

- Det var et smerteligt nederlag. Det er det specielt, når man ser på vores start i de første 20 minutter.

- Så gør det ondt, at vi derefter kom til at halte efter hele vejen igennem. Det skete efter et par halvhårde udvisninger, men jeg synes, det var et godt spillende Århus-mandskab, der har en stor bredde, siger Ribe-Esbjergs træner, Ryan Zinglersen.

Gæsterne var foran med fire mål, inden Århus kæmpede sig tilbage i en periode, hvor gæsterne blev ramt af tre tominutters udvisninger inden for kort tid.

Det betød, at Århus gik til pausen foran 17-15, og i anden halvleg kunne gæsterne ikke stille meget op.

- De bød ind med alt det skyts, de har, og det havde vi svært ved at dæmme op for.

- Vores midterforsvar stod for passivt i store perioder, og det gjorde ondt på os, at Jacob Holm ikke fik gang i sit angrebsspil, men det kan også skyldes Århus' gode forsvarsspil.

- Vi formåede ikke at angribe Århus på de udvendige sider. Vi kom til at køre det hele ind gennem midten, og det blev for nemt for dem at stå der og tage imod os, siger Ribe-træneren.

Med sejren nåede Århus op på 21 point på sjettepladsen, mens Ribe-Esbjerg blev på 16 point på niendepladsen. Foran ligger KIF Kolding København med et point mere og en kamp færre.

De bedste otte hold går videre til slutspillet, men Ryan Zinglersen vil ikke beskæftige sig med mulighederne endnu, da klubben stadig har seks kampe i grundspillet.

- I min optik ser vi den 28. marts på, hvordan det ser ud.

- Da spiller vi sidste kamp i grundspillet, og så kan man diskutere, om vi har chancer eller ej. Vi har chancer, indtil vi har spillet den sidste kamp i grundspillet, siger træneren.

Ribe-Esbjerg måtte ydermere se Rasmus Boysen forlade kampen med, hvad der frygtes kan være en ledbåndsskade, men det vil en skanning onsdag formentlig vise.

/ritzau/