Ribe-Esbjergs håndboldherrer forstærker sig på målmandsposten og henter Salah Boutaf hos ligarivalerne fra GOG, når denne sæson er overstået.

Salah Boutaf har fået en toårig kontrakt, oplyser Ribe-Esbjerg tirsdag på sin hjemmeside.

- Jeg glæder mig meget til at komme ind i et godt setup og træningsmiljø i Ribe-Esbjerg, som, jeg håber, kan være med til at videreudvikle mig.

- Det er mit mål at bidrage så meget som muligt, så jeg kan være med til at indfri Ribe-Esbjergs sportslige ambitioner, siger Salah Boutaf til klubbens hjemmeside.

Ribe-Esbjerg siger efter denne sæson farvel til målmanden Niklas Kraft, der har været i klubben i de seneste tre sæsoner.

Salah Boutaf spillede fra 2021 til 2024 i klubben, der nu hedder Skanderborg AGF, hvor han var en vigtig del af holdet. Derefter skiftede han til GOG, som nu sender ham videre til Ribe-Esbjerg.

Jesper Holm, der er sportschef i Ribe-Esbjerg, ser målmandsrokaden som et godt skridt for klubben.

- Salah Boutaf er en rigtig god målmand. Det viste han i årene i Skanderborg. Han har kæmpet med det i GOG, der måske også lever mere på angreb end forsvar.

- Jeg tror, at Salah og Andreas Haagen vil supplere hinanden på en rigtig god måde, siger Jesper Holm.

/ritzau/