René Toft Hansen vil ikke lade sig interviewe under VM. TV-rettighedshaver har forståelse for beslutningen.

Aalborg. De danske håndboldfans kommer næppe til at høre et kvæk fra stregspilleren René Toft Hansen under den kommende VM-slutrunde i Frankrig.

Dansk Håndbold Forbund (DHF) har givet spilleren lov til at droppe pressen under slutrunden, så han ikke stiller op til pressemøder eller interview i forlængelse af kampene.

Det oplyser DHF's pressechef, Bodil Kjærgaard, til BT.

- Han har frabedt sig al snak med pressen i hele måneden.

- Han er mentalt træt. Så det var en aftale, han lavede med Gudmundur Gudmundsson, da de ringede sammen inden samlingen.

- De blev enige om, at hvis det var det, der skulle til, for at han kunne bruge sine kræfter rigtigt, var det det, vi gjorde, siger hun til avisen.

Hun understreger, at René Toft Hansen ikke har noget horn i siden på den danske presse.

Hos TV2, der har tv-rettighederne til at vise VM i Frankrig, har man forståelse for udmeldingen, der betragtes som en engangsforestilling.

Tv-stationen har ikke forsøgt at ændre på den beslutning, siger TV2's håndboldredaktør, Dan Philipsen, til Ritzau.

- Man skal have respekt for, at René Toft Hansen har været igennem noget ekstraordinært i forhold til de andre, fordi han havde det her seks måneders genoptræningsforløb efter en korsbåndsskade og nåede at blive klar til OL og ikke har haft pause i et år.

- Så vi accepterer og lever med, at han føler, han kan forberede sig bedre til kampene ved ikke at stille op til interview, siger Dan Philipsen.

Han håber ikke, at tendensen breder sig til andre spillere.

- Jeg har en lille bekymring for, at det kan brede sig til andre spillere eller andre landshold, men jeg håber det ikke, for vi har aldrig set det før i en så kontrolleret udstrækning, som det er med René denne gang.

- Hvis 12 ud af 16 spillere havde det som René og fik den samme særbehandling, så ville vi selvfølgelig ikke kunne leve med det, siger Dan Philipsen.

Torsdag aften var René Toft Hansen indblandet i en kontroversiel episode i Danmarks testkamp mod Ungarn. Her filmede stregspilleren og fremtvang et rødt kort.

Det fik efterfølgende Ungarns landstræner til at komme med en skarp kritik af danskeren, som altså havde frataget sig selv muligheden for at komme med en undskyldning eller forklaring.

/ritzau/