»Jeg fortryder overhovedet ikke at have røget hash.«

Ordene kommer fra Klavs Bruun Jørgensen, som altid har sagt tingene ligeud. Han har heller aldrig været bleg for at svare igen.

Hashen vender vi tilbage til, men det har selvfølgelig kostet nogle slag over tuden. Alligevel fortryder han ikke de valg, han har taget som spiller og træner i håndboldverdenen gennem sin karriere.

Men den tidligere håndboldstjerne ser ikke sig selv som perfekt. Langtfra. Klavs Bruun Jørgensen er godt klar over, at han har trådt ved siden af og er gået over stregen flere gange i løbet af sit liv.

47-årige Klavs Bruun Jørgensen.
47-årige Klavs Bruun Jørgensen. Foto: CHARLY TRIBALLEAU
Vis mere

Alle op- og nedturene reflekterer han nu over i sin nye selvbiografi 'Sort-hvid'. Og i den forbindelse føler han sig sårbar. Det fortæller han til B.T.

»Jeg tror, at alle føler sig sårbare, når man er ærlig. Og det synes jeg, at jeg har været i selvbiografien. Jeg har generelt altid været ærlig, og det betyder, at man ender i skudlinjen. Der er helt sikkert nogen, som vil mene, det bliver for meget, og nogen vil mene, jeg går for langt i nogle af kapitlerne. Men jeg er på ingen måde bitter over noget. Jeg fortæller bare, hvordan jeg havde det,« siger den tidligere landsholdsstjerne og fortsætter:

»I alle de situationer, som jeg beskriver, har jeg selv spillet en rolle. Både i de gode og i de dårlige. Jeg har hele tiden været reflekterende over min egen rolle. Jeg vil på ingen måde pege fingre ad andre, fordi jeg har selv begået fejl, og jeg forstår fuldt ud, hvis folk ikke mente, jeg var verdens fedeste fyr. Jeg har sikkert også været en idiot. Og jeg står gerne ved mine fejl.«

Har du på noget tidspunkt undervejs i processen været i tvivl om, hvorvidt bogen skulle udgives eller ej?

»Ja, det er der slet ingen tvivl om. Og det er ikke, fordi jeg ikke kan lide at fortælle historier. Vi har tit fortalt historier fra karrieren, når vi har været på tur. Det er en måde at lære og videregive erfaring på.«

»Men det kan pludselig se forkert ud, når det kommer ned på skrift. Der trækker man altså lige vejret helt ned i maven, fordi så skal det pludselig skrives om eller fjernes helt. Jeg skulle se på mig selv, når det kom ned på papiret. Det var både hårdt og lærerigt. Jeg tror, man bliver mere reflekteret over, hvilken rolle man selv har spillet.«

47-årige Klavs Bruun Jørgensen tilføjer, at den største bekymring ved at skrive en selvbiografi har været at skulle være hudløst ærlig.

Han understreger nemlig, at han lovede sig selv, at 'Sort-hvid' ikke måtte blive overfladisk, mens bogen også gerne måtte gøre ondt – både på de omtalte personer og ham selv.

Omvendt har den største lettelse været at skulle erkende alle de gange, hvor han har begået fejl eller er trådt ved siden af.

Men hvad er det helt præcist, den tidligere GOG-stjerne reflekterer over og ser tilbage på i selvbiografien? Det er blandt andet en periode med en masse hash samt et landsholdsmiljø, som var hårdt at være i grundet en gruppe spillere med eksempelvis Nikolaj Jacobsen.

Klavs Bruun Jørgensen mener, at gruppen på landsholdet havde en meget hård tone uden et smil på læben eller et glimt i øjet.

»Jeg fortryder overhovedet ikke at have røget hash. Jeg ser meget tilbage, og når jeg gør det, så er jeg sådan, at de gode og dårlige ting er med til at forme dig. Og når du indser, du har kvajet dig, så kommer du hurtigere ind på det rette spor. Jeg tror sgu, at der er mange unge mennesker, som møder miljøer og folk, som får dem steder hen, de ikke ønsker. Det er så nemt at gøre, som vennerne gør. Men en af mine pointer i bogen er også, at man alligevel sagtens kan komme ud på den anden side.«

Klavs Bruun Jørgensen og Nikolaj Jacobsen.
Klavs Bruun Jørgensen og Nikolaj Jacobsen. Foto: Bent K Rasmussen
Vis mere

Og Klavs Bruun Jørgensen er kommet ud på den anden side. Den tidligere AG København-stjerne har ikke røget hash i mange år.

»Jeg tror ikke, jeg havde været bedre uden at ryge hash. Det fyldte ikke så meget, og det gik ikke ud over min håndbold. Havde det været i dag, så havde det nok været lidt mere problematisk, men det hele var mere afslappet dengang. I dag er man lidt mere seriøs omkring tingene.«

Du beskriver et hårdt landsholdsmiljø. Flere af spillerne er dog gode venner i dag. Gør du det værre, end det er?

»Det kommer an på, hvordan folk læser det. Du kan tænke, jeg gør det værre, end det var. Jeg fortæller det, som jeg oplevede det, og det sendte mig i en dårlig retning. Men jeg var ikke bedre selv. Jeg har altid sagt tingene ligeud, og jeg har da sagt ting om mine holdkammerater, som jeg ikke burde. Men jeg synes ikke, jeg gør det værre, end det var. Selvfølgelig har min oplevelse været anderledes end de andres.«

Afsluttende understreger Klavs Bruun Jørgensen to ting. At han eksempelvis ser Nikolaj Jacobsen som sin gode kammerat trods den hårde tone dengang, og at han ingenting fortryder.

»Når alt kommer til alt, så fortryder jeg egentlig ikke så meget. Jeg har taget ved lære af de ting, hvor jeg har dummet mig eller taget et dårligt valg. Men jeg sidder ikke med en følelse, der hedder 'pis også',« forklarer han.

»Selvfølgelig kunne jeg da godt have tænkt mig at spille i Kiel eller en af de store europæiske klubber. Og så har jeg to dejlige børn og skøn kone, jeg har været gift med i 21 år. Mit liv er sgu fedt.«

'Sort-hvid' udkommer onsdag 13. oktober.