'For min far'.
Ordene er Mikkel Hansens.

De falder som slutreplik, inden han i en kampagnevideo for 'Knæk Cancer' lader sine lange, ikoniske lokker falde i en god sags tjeneste.
Videoen vakte i den grad opsigt, da den blev offentliggjort for snart to uger siden.
Især hos Mikkel Hansens gamle kollegaer hos håndboldherrerne, der sidste år mistede holdleder Kai Johannesen til kræft.
Netop Kai nævner Mikkel Hansen også i videoen.
»Jeg tror, vi alle fik et sug i maven, da der stod Kai på skærmen,« siger landstræner Nikolaj Jacobsen.
Den danske landsholdsstjerne Simon Pytlick kunne ikke tro sine egne øjne. Han var overbevist om, at videoen var falsk.

»Jeg blev selv rørt af det. Jeg tror, vi sad i vores omklædningsrum, da jeg så det, og jeg var sikker på, det var AI, indtil jeg så, han selv havde delt det,« siger landsholdsstjernen Simon Pytlick til B.T. og tilføjer:
»Jeg skrev til ham og sagde, det var virkelig flot gestus, når han selv har haft det inde på livet.«
Mikkel Hansens gode ven, superstjernen Mathias Gidsel, kalder handlingen for 'ikonisk', men han kan ikke se sig fri for at drille sin gamle landsholdsmakker.
»Det første, jeg skrev til ham, var, at han var blevet meget kønnere, og hvorfor søren han ikke har gjort det før,« siger Gidsel med et stort smil til B.T., inden han fortsætter:
»Ej, jeg tænker, alle sad med en wow-følelse.«
»Det var et stærkt statement med hans far og Kai, som vi mistede til kræft. I det hele taget er det et meget stærkt statement fra en mand, der er kendt for sine lange lokker og pandebånd.«
»Det kunne næsten ikke blive mere ikonisk at klippe det af.«
Mikkel Hansen stoppede håndboldkarrieren efter OL sidste sommer, hvor det hele sluttede af med OL-guld.

