Det er et decideret sørgeligt syn, når man spejder ud over lægterne til Danmarks kampe.

For ved VM i håndbold i Holland har arenaerne stået gabende tomme til Danmarks kampe.

Til onsdagens opgør mod Senegal var 185 fans mødt op ifølge Det Internationale Håndboldforbund, mens tallene var 740 mod Japan, 1475 mod Rumænien og 1800 mod Kroatien.

I haller, hvor der vel at mærke kan sidde omkring 10.000 mennesker.

Og det er en regulær skamplet for slutrunden, mener B.T.s håndboldkommentator Johnny Wojciech Kokborg.

»Det er debatten, der aldrig vil dø. Det er jo ren tortur at se de tusindvis af sæder til Danmarks kampe,« fastslår han.

Der er heldigvis danske fans til stede under Danmarks kampe i Holland. Men der står alligevel tusindvis af tomme sæder.
Der er heldigvis danske fans til stede under Danmarks kampe i Holland. Men der står alligevel tusindvis af tomme sæder. Foto: Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

»Værterne Holland spiller for fulde huse, men ellers er det en ørkenvandring på lægterne. Ganske som til de seneste mange slutrunder, når værterne ikke spiller.«

Indtil videre er kritikken væltet ned over VM-slutrunden, fordi langt størstedelen af kampene har været tappet for sportslig værdi.

Hidtil har de store nationer udraderet miniputterne, der er med til slutrunden i kraft af, at man har udvidet turneringen med flere hold.

Selvom det har suget spændingen ud af kampene på forhånd, tror B.T.s håndboldkommentator næppe, at man kan lokke flere tilskuere til hallerne ved at droppe de svage nationer.

»Jeg tvivler på, at løsningen kun er at skære de dårligste hold fra. Og generelt har jeg faktisk svært ved at pege på en mirakelkur,« siger Johnny Wojciech Kokborg.

»I første omgang skal IHF i det hele taget erkende problemet. Sker det ikke, så er vi lige vidt. Jeg kan godt være bekymret for international kvindehåndbold på sigt.«

Du kan følge Danmarks mellemrundekamp mod Schweiz her på bt.dk. Indtil videre er det blevet lutter sejre for Helle Thomsens tropper ved slutrunden.

Opgøret starter klokken 20.30.