Det grønlandske håndboldlandshold er sure over, at man ikke har fået tilbudt den amerikanske plads ved VM i Egypten.

USA måtte trække sig fra VM efter et massivt coronaudbrud og blev i stedet erstattet af Schweiz.

Men sådan skulle det ikke være, hvis man spørger Grønland.

For det var netop på bekostning af Grønland, at USA fik sin VM-plads tilbage i efteråret. En beslutning, der fik grønlænderne til at rase.

Per Bertelsen vil ikke diskutere mere om Grønlands manglende VM-deltagelse.
Per Bertelsen vil ikke diskutere mere om Grønlands manglende VM-deltagelse. Foto: Claus Fisker
Vis mere


Og nu er man sur over, at det internationale håndboldforbund, IHF, ikke erstatter USA med et andet hold fra den nordamerikanske håndboldregion – nærmere bestemt Grønland.

»Jeg synes, det er rigtig, rigtig ærgerligt, at vi ikke engang står på listen. Det er lidt skræmmende. Ja, logistisk ville det måske blive et helvede, men jeg er mest ærgerlig over, at vi ikke står nogen steder og har muligheden,« siger den grønlandske landsholdsanfører, Minik Dahl Høegh, til B.T.

»Hvis IHF havde været nogle gode mennesker, så havde de ringet til os og givet os tilbuddet. Jeg er ærgerlig over, vi slet ikke er blevet hørt,« siger han.

Men det giver DHF-formand og ansvarlig for turneringsafvikling i IHF Per Bertelsen ikke meget for.

Han var i sin tid med til at træffe beslutningen via sin plads i det såkaldte IHF Council, der sendte USA til VM i stedet for Grønland, og han forklarer, at man har lavet reserveholdslisten på baggrund af resultaterne ved de seneste mesterskaber.

»Vi har altid en liste af reservehold. Alle har været klar over, hvem de seks hold på listen er. Det har været kendt i nogle måneder i hvert fald. De seks hold er blevet spurgt, om de med ultrakort varsel ville kunne stille op i Egypten. De skulle være forberedt. Det er ikke et spørgsmål om tilbud, det er et spørgsmål om deres rangering,« siger han som svar på den grønlandske kritik.

Minik Dahl Høegh har spillet et VM med Grønland tidligere. Det var i 2007 i Tyskland.
Minik Dahl Høegh har spillet et VM med Grønland tidligere. Det var i 2007 i Tyskland. Foto: Claus Fisker
Vis mere

Minik Dahl Høegh fortæller, at den oprindelige beslutning om at se bort fra Grønland stadig gør ondt på ham. Begrundelsen fra IHF lød, at USAs deltagelse blandt andet kunne være med til at udbygge tv-markedet.

»Vi var ret rasende. Også fordi vi har en højtstående mand i DHF, Per Bertelsen, som er med til at beslutte de her ting. Han har ikke villet udtale sig om noget som helst. Det gør bare én lidt mere arrig og sur over beslutningen. Så mand dig dog op og forklar, hvorfor du har besluttet det,« lyder kritikken fra Høegh.

Den diskussion vil DHFs formand ikke ind i.

Per Bertelsen, nu laver I en reserveholdsliste på baggrund af sportslige resultater. Men man kan sige, at USA kom med på ikkesportslige begrundelser...

»Jeg orker ikke den her diskussion. Det er ikke for at være på tværs. Men nu starter hele diskussionen op igen, og den har jo været der. IHF har lavet en reserveholdsliste ud fra de kriterier, der nu er, og den har været offentligt kendt i alle tilfælde nogle måneder.«

Kan du forstå, de er skuffede?

»Jeg kan da sagtens forstå, at de er kede af, de ikke er med. Ligesom jeg sagde sidste gang. Det ændrer bare ikke noget.«

Hvad siger du til, at Minik Dahl Høegh siger, 'du skulle mande dig op' og forklare din oprindelige beslutning?

»Så er jeg nødt til at sige ham, at jeg overhovedet ikke har nogen kommentarer til det. Det, synes jeg, er urimeligt. Hvad jeg som ene person har som holdning eller ikke har er da fuldstændig ligegyldig, når beslutningen er truffet.«

»Jeg gider ikke ud ad den vej igen. Det er fair nok, han er sur på mig, men det må han sgu selvom. Har han noget, han vil snakke med mig om efterfølgende, kan han kontakte mig direkte i stedet for, jeg skal snakke igennem aviserne,« siger Per Berthelsen.