I den nye håndbolddokumentar 'De gyldne generationer' falder samtalen på Gudmundur Gudmundsson. 

Islændingen stod i spidsen for håndboldherrerne fra 2014 til 2017 i en periode, der trods et OL-guld i 2016 var præget af dårlige resultater. 

B.T. og TV 2 kunne dengang berette om, at daværende sportschef i DHF, Ulrik Wilbek, havde tilbudt spillerne at fyre islændingen midt under OL i Rio. 

I dokumentaren, hvor flere af de største legender i dansk herrehåndbold fra Wilbek til Nikolaj Jacobsen mødes, falder snakken på netop den periode. 

Meget af det har været beskrevet før omkring islændingens trænerstil, der måske ikke passede til dansk kultur. 

Men Gudmundsson er rasende over, at han ikke har fået mulighed for at svare på kritikken, der har været et gentagende tema for fortællingen om hans tid som dansk landstræner. 

Han mener, han bliver 'bagtalt' af deltagerne. 

»Jeg synes, det er uforskammet, at jeg ikke får mulighed for at være til stede, så jeg kunne svare på nogle af de spørgsmål, som man har om min tid.« 

»Jeg er virkelig ked af, at jeg ikke fik lov til at deltage i det her tv-program,« siger han til TV 2 Sport.

I islændingens tid floppede Danmark ved flere lejligheder. Ved VM i Qatar i 2015 røg man ud i kvartfinalen til Spanien, ved EM i 2016 i Polen smed man en sikker semifinale væk og missede medaljer og ved VM i 2017 chokerede man ved at tabe ottendedelsfinalen til Ungarn. 

Og midt i det hele vandt man altså OL-guld i 2016. 

Gudmundsson var senest ansat som træner i Fredericia og blev i 2017 afløst af Nikolaj Jacobsen som landstræner.